Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 13-11-2002
Ingen kan sælge den fælles jord

Sådan lyder overskriften til den kampagne, som folkene bag Rimsø Forsamlingshus har sat i værk for at sætte fokus på den fælles byjord. D. 22. november holder man møde om emnet, og herom skriver Rimsø-folkene i dag.

rimsø.jpg (8122 bytes)

"Fælles byjord kan i almindelighed ikke overdrages til nogen, kun i tilfælde hvor det er til gavn for almenvellet, for eksempel til anlæggelse af fortov. Og hvis Rimsø's bys fælles gadejord skal skifte anvendelse, kan det kun ske med samtykke fra alle husejere i byen. Der eksisterer særlig lovgivning på området, selv en oldermand har ikke ret til at afstå jorden eller foretage ændringer uden bymændenes samtykke. Og endelig: Nørre Djurs Kommune har ingen ret til at overtage eller blande sig i fællesskabets rettigheder.
Til Sankthans nedsatte byen en arbejdsgruppe, der fik til opgave at komme med forslag til, hvordan oldermandstraditionen i Rimsø skal videreføres. Samtidig skulle gruppen undersøge og registrere, hvilke arealer der hører byen til, beskrive de forskellige aftaler, der er i kraft, udarbejde principper for anvendelse af arealerne, opstille forslag til foreningsvedtægter til forvaltning af den fælles jord og eventuelt foreslå ændring i brugen af områderne. Gruppens resultater skulle foreligge på næste stormøde, den 22. november.
Men da gruppen havde fordelt arbejdet imellem sig, og man begyndte at grave i arkiverne, dukkede en speciel sag op, nemlig at Nørre Djurs Kommune havde overført 98 kvm. jord af „Kongeegen" til naboejendommen. Oldermanden og arbejdsgruppen har gjort indsigelse mod fremgangsmåden.
Den sag kom derefter til at fylde meget i arbejdet, og gruppen har holdt mange lange møder og skrevet mange lange breve til kommunen og andre offentlige myndigheder. Og nogle af de udstukne opgaver er derfor endnu ikke løst.

Fra 1700-tallet
Fra udskiftningen i slutningen af 1700-tallet har den fælles jord i Rimsø tilhørt ejerlavet. Ejerskabet til visse arealer er skrevet ind i skøderne, men gårdejerne (også kaldet bymændene) har overladt den fælles forvaltning af jorden til deres repræsentant - Oldermanden. Bent Bloch har arvet hvervet efter sine forældre, idet først hans far, derefter hans mor, røgtede hvervet før ham.
Sagen har været drøftet i Nørre Djurs Kommunes teknik- og miljøudvalg, hvorefter oldermanden og arbejdsgruppen blev indkaldt til et forligsmøde på Rådhuset. Her var også indkaldt landinspektør Ole Kjær, der af kommunens repræsentanter blev præsenteret som „uvildig" sagkyndig. Han har dog selv været med til at opmåle og afmærke skelforandringer i Rimsø i forbindelse med anlæg af fortov og har til opgave at få tinglyst forandringerne.
På mødet fastholdt kommunen, at den havde handlet helt efter forskrifterne, mens arbejdsgruppen fastholdt, at byens fællesjord ikke kunne overdrages. Derfor besluttede arbejdsgruppen at søge juridisk bistand og henvendte sig til advokat Martin Lauritzen, som vil bistå byen i sagen mod Nørre Djurs Kommune. Advokaten arbejder foreløbig gratis.
Efter et indledende møde med advokaten har arbejdsgruppen for fjerde gang gjort indsigelse mod kommunens fremgangsmåde og krævet dispositionerne annulleret.

I mere end 100 år
Oldermanden har ført en oldermandsbog, der rummer optegnelser om lejeindtægter og investeringer i mere end 100 år. Den findes i gruppens varetægt.
For at få mere indsigt i oldermandstraditionen har arbejdsgruppen en aften haft besøg af den tidligere og den nuværende oldermand i Voldby, som fortalte, hvordan traditionen dér holdes i hævd. Desuden har gruppen forhørt sig om oldermandstradionen i Karlby.
I de forløbne måneder har medlemmer af gruppen søgt i arkiverne på egnsarkivet, dom-merkontoret, ejendomsskatte-kontoret samt interviewet ældre borgere i byen. Og en solbeskinnet søndag eftermiddag drog hele gruppen under ledelse af Henry Udsen ud og beså arealerne i felten.

Forslag
Til det fælles møde foreslår arbejdsgruppen at stifte en forening, der fremover skal varetage bymændenes interesser, dels at der vælges fem oldermænd for det kommende Rimsø-Emmelev Ejerlav."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Lise Bomholt på vegne af arbejdsgruppen for fælles jord under bestyrelsen for Rimsø Forsamlngshus

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002