Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 08-11-2002
Læserbrev: Kommentar til Vagn Larsen

Indlægget fra forleden af Vagn Larsen med kritik af amtspolitikernes vigen uden om at præsentere vælgerne for deres visioner, før de trækker dem ned over en hel egn, bliver i dag bakket op af Knud Andersen fra Bønnerup. Han skriver:

"Svar til lærer Vagn Larsen, Gjerrild, på indlægget "Pligtforsømmelse " af 04-11-2002.
Tak for en velskrevet, velformuleret og øjenåbnende artikel.
Du rammer plet, når du konstaterer, at der ikke har foregået nogen form for debat eller borgermøder om et emne, der nu ifølge amtsborgmesteren har været kendt over en årrække, nemlig lukningen af bl.a. Grenaa sygehus.
Det er nu ikke uforståeligt, da det er udbredt blandt politikere ikke at ville debattere noget som helst. Det nemmeste er jo også at sidde i en sluttet kreds af ligesindede og således ikke lade realiteterne og sagkundskaben virke forstyrrende på ens fantasiverden.
Samtidigt er det så viseligt strikket sammen, at den form for "rævekagebagning" ikke medfører en øjeblikkelig konsekvens.
Hvis politikerne ikke havde været så konfliktsky, var de for længst gået ind i en debat med de involverede ang. omlægninger og effektivisering og taget slagsmålet i stedet for at udsætte beslutningerne til sidste øjeblik og ende op med så meget tryk på kedelen, at det medfører en eksplosion.
Det er typisk for politikerne, at de gemmer problemerne væk, skubber dem foran sig, indtil den dag oprinder, da problemerne er så store, at de ikke kan fejes ind under gulvtæppet længere, og at en fornuftig løsning bliver meget vanskelig om ikke helt umulig."
I
ndsendt til Nørre Djurs NetNyt med venlig hilsen fra

Knud Andersen, kommunalbestyrelsesmedlem f.
Dansk Folkeparti Nr.Djurs

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002