Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-11-2002
Amtet har en plan……

…….den ligger langt fra Djurslands befolknings ønsker, og det har den gjort hele tiden. Sådan var stemningen hele vejen rundt, da Deres udsendte i går var til pressemøde hos protestgruppen på rådhuset i Grenå. En grædefærdig Gert Schou og en ditto viceborgmester, Venstre-manden Svend Brandstrup Hansen, var begge kommet til et punkt, hvor deres tro på det demokratiske system kan ligge på et meget lille sted. Schou erkendte blankt, at Enhedslisten faktisk var det eneste parti, som kæmpede for en længere høringsfase, og selv de blev banket på plads i Sundhedsudvalget i søndags.

Det kræver selvfølgelig en nærmere forklaring, da også vi på Nørre Djurs NetNyt virkelig har forsøgt at holde fanen højt og tro på, at vi var i gang med en proces, hvor alle de gode og saglige argumenter fra Djurslands befolkning og politikere ville indgå i et samspil med amtets folk og til sidst føre til en eller anden form for kompromis. Forklaringen er, at samtlige partier er bundet op på at skulle finde besparelser på de 300 mill. kr, og så er det nemmeste for politikerne at holde fast i den store blok, som det djurske sygehusberedskab udgør.
Under den offentlige høring i Grenå fremlagde sygehuspersonalet en Plan B, som formand Carl Johan Rasmussen og de øvrige udvalgsmedlemmer betegnede som spændende. Og ikke nok med det: de lovede os alle 12.000, at der ville blive lavet økonomiske beregninger på den.
Det er derfor forståeligt, at det var et frustreret personale, vi mødte i går. De har nemlig ikke fået nogen som helst respons fra amtet, og det samme gælder høringssvaret fra Grenå Kommune, som der heller ikke er givet tilbagemelding på. Samtidig har mange folk blandt andet gennem fjernsynet fået den fejlagtige opfattelse, at der nærmest er tale om en halv sejr, da vi jo da i det mindste får en skadestue. Personalet bliver hele tiden lykønsket af folk på gaden, men det er der altså ikke den store grund til, da hverken socialdemokraternes eller Venstres giver os en skadestue, der kan bruges til andet end (populært sagt) smårifter.
Den bliver nemlig ikke lægebemandet, og den kan på ingen måde leve op til noget, der ligner akutberedskab. Holder politikerne fast i den, kan personalet på ingen måde anbefale folk at bruge den i netop alle de akutte måske-livstruende sygdomstilfælde. På den måde bliver folk altså alligevel tvunget til at kaste deres febersyge barn ind i bilen og køre direkte til Randers/Århus i stedet for at risikere at skulle på 2 skadestuer, var meldingen fra sygeplejerske Mette Kirk. Hun gjorde også opmærksom på, at Venstres Plan B er med en indbygget prøvetid på 2 år, og derfor bliver det svært at rekruttere personale.
Her på NetNyt er vi meget bekymrede over den frustration, der givet vil brede sig på Djursland, når det for alvor går op for os alle sammen, at demokratiet i alt fald i dette tilfælde er sat ud af kraft. Lige meget hvor reelle vores problemer er uden hospital på Djursland - der er taget en beslutning - pengene skal bruges andre steder i sundhedssystemet. Vi troede, vi havde en dialog med vores amt, men det var noget, de bildte os ind. De vælger at lukke Djursland og efterlade hele befolkningen med en dyb følelse af magtesløshed - en depressionsstemning som er fuldstændig ødelæggende for folkesundheden.
Vi er godt trætte af at skulle give sådan et budskab videre til vore sagesløse læsere, når vi nu har et så kompetent og gennemtænkt forslag som Grenå Centralsygehus` Plan B, som man øjensynlig ikke engang har lavet de lovede økonomiske beregninger på.

Læs om Plan B hér!

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002