Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-11-2002
Læserbrev: Djursland taget ved næsen!

I dag bringer vi et indlæg fra Grenå Bladet, der ligger fint i tråd med det, vi talte om i går i Redaktørens åbne brev til amtet: der er stadigvæk alt for langt fra Djurslands-borgernes ønsker og til politikernes økonomiske realiteter.
Det er en mand fra Grenå, der skriver følgende:


""Nu kunne borgerne på Djursland ånde lettet op", var den umiddelbare reaktion både i aviserne og på TV, da Venstre havde fremlagt partiets Plan B for de små sygehuse i amtet. Nærlæser man Venstres Plan B, er der ikke ret meget, der kan få befolkningen på Djursland til at ånde lettet op.
Det, borgerne på Djursland har kæmpet så indædt for, var bl.a. bevarelsen af det akutte beredskab. Under overskrifter som "Det vil koste menneskeliv" blev der gang på gang peget på, at en lukning af det akutte beredskab på Grenå Centralsygehus vil få uoverskuelige konsekvenser for akut syge patienter på Djursland. Så vidt jeg kan se, har politikerne fuldstændig fjernet det akutte beredskab fra Grenå Centralsygehus. Man går med til en skadestue, hvor en behandlersygeplejerske sammen med en vagtlæge(???) kan tage sig af de mindre skader, men for de akut dårlige patienter som astmapatienter, hjertepatienter, kvæstede patienter og mange andre vil der ikke længere være hjælp at hente i Grenå. Den akutte modtageafdeling er lukket!
Der er som tidligere nævnt i sygehusdebatten i gennemsnit ca. 18 akutte indlæggelser på Grenå Centralsygehus hver eneste dag. Alle disse akut syge borgere skal fremover køres direkte til Århus/Randers. De kan så fremover håbe på, at der er en lægeambulance ledig, og at den når frem til Randers eller Århus, inden det er for sent.
Og dette kalder politikerne at "lytte til lokalbefolkningen". De alternative sygehusplaner er et tydeligt bevis på, at politikerne ikke har lyttet og måske aldrig har villet lytte til borgerne, ellers ville de ikke drømme om at flytte det akutte beredskab fra Grenå Centralsygehus. Det, der sker i øjeblikket, ligner i påfaldende grad en vildledning af borgerne. Man bilder borgerne på Djursland ind, at den akutte funktion i Grenå bevares og udnytter i den sammenhæng det faktum, at store dele af befolkningen ikke er klar over, hvilke funktioner, der varetages af skadestuen og navnlig, hvilke der ikke varetages. Alle tror, at den gamle skadestue med akut modtageafdeling er bevaret, men det er den ikke! Hverken i Socialdemokratiets og i Venstres Plan B."

Skrevet af Klaus Brandt fra Grenå i Grenå Bladet d. 5. november

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002