Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-11-2002
Læserbrev: Sygehuscentralisering - resumé

Overlæge Leif Knudsen fra sygehuset i Grenå har lavet følgende kortfattede gennemgang af de konsekvenser af lukningsplanerne, som politikerne kvier sig ved at tale om, fordi de er på en bunden opgave. Han skriver:

"Besparelser:
Amtet sparer ikke en krone! For samfundet bliver det tværtimod dyrere!

Faglig standard og forskning:
Den høje standard på specialafdelinger er meningsløs, og forskningen vil lide, hvis visitations-, forundersøgelses- og efterbehandlingssystemet på periferisygehusene er lagt i ruiner.

Behandlingsgaranti:
Kvalitet kan måles på så mange måder udover det rene behandlingsresultat. Et eller andet sted skal klienten jo også være tilfreds. Der har lige været en kvalitetsbedømmelse på amtets 7 apopleksiafsnit (specialafdelinger for patienter med blodpropper og blødninger i hjernen). Hvem mon var blandt de bedste? Og på Skejby mener de også, at patienter fra Grenå er de grundigst forundersøgte! Ingen af delene overrasker os!

Personalerekruttering:
Erfaringen viser (London, Ribe, o.a.), at centralisering ikke gør det lettere at få stillinger besat. Det er ikke automatisk attraktivt for hverken speciallæger eller sygeplejersker, og det større personalebehov ved centralisering kan ikke dækkes.

Geo- og demografi:
Hvis Grenå Centralsygehus nedlægges, er der 60 km til nærmeste sygehus for 9.000 indlæggelser og 12.000 skadestueklienter. Det er den længste afstand i landet! Der er elendige trafikale forhold for de 60.000 indbyggere, der om sommeren stiger til omkring 150.000 - eller næsten det halve af Århus Kommune!

Personaleuddannelse:
At unge reservelæger og andre under uddannelse på store sygehuse overlades alt det rutineprægede arbejde og får en ringe basisuddannelse er et kendt problem. På de mindre periferisygehuse hvor de en rendyrket mesterlæreuddannelse, hvor overlægen altid er i nærheden - også om natten!

Sygehusstruktur:
Tidligere havde vi i Danmark en pyramide med stigende specialisering: Primærsektoren (praktiserende læger), 2-delte og 4-delte sygehuse samt centralsygehuse og endelig store regions- og universitetssygehuse. Så blev nogle mellemniveauer fjernet. Nu stiler vi imod et system, hvor vi kun har primærsektoren og de højt specialiserede sygehuse. Det er en farlig udvikling. Man hører så ofte: "Hvis du fejlede noget, ville du vel også behandles af de bedste, ikke?" Og hvem ved så, hvor det er, når der ikke er noget visiterende led til at guide patienten rundt i systemet?

Bløde værdier:
Tryghed og nærhed - og dermed primært de ældre og deres pårørende - prioriterer politikerne lavest. Kun et fattigt samfund har den indstilling. De mange, der kommer ud i arbejdsløshed, har vi også ondt af, men det problem hører slet ikke hjemme i denne debat.
Hvor ligger fordelene, og hvor er argumenterne henne?"

Skrevet af overlæge på Grenå Centralsygehus, Leif Knudsen, i Grenå Bladet d. 5. november

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002