Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 30-10-2002
Læserbrev: Glemmer man bevidst eller ubevidst?

I sidste uge bragte vi en reaktion fra lederen af Jysk Pædagog Seminarium på et læserbrev, skrevet af en pædagog fra Nørre Djurs, René van der Ploeg, med kritik af det nye brobygningsprojekt for indvandrere, der vil kvalificere sig til at starte på pædagog-uddannelsen. Den gav skolelederen igen på, og hertil svarer René van der Ploeg:

"For at sige det lige ud, så havde Søren K. Lauridsens indlæg i Grenå Bladet d. 15. oktober ikke særlig meget at gøre med mit indlæg om mindretallets samme rettigheder som og behandling af flertallet.
I Søren K. Lauridsens indlæg bruges der mange ord på at give praktiske oplysninger. I indlægget hverken bestrides eller bekræftes, at der i artiklen "Flygtninge og indvandrere forberedes til pædagoguddannelse i Grenå" faktisk er glemt at nævne, at det naturligvis kun er nogle flygtninge og indvandrere, der kunne have gavn af et såkaldt brobygningskursus.
I indlægget nævnes det dog, at der er en "række bemærkninger", som der menes at måtte korrigeres på. Det viser sig at dreje sig om to problematikker.
Den første af en række af bemærkninger er problematikken, om pædagogseminarier kan eller ikke kan rumme mandlige pædagogstuderende - vel at bemærke til at opkvalificere dem til mandlige pædagoger.
Det i indlægget anførte argument, at det kan de, er, at det slåes fast, at der optages flest kvinder, og at mænd opfordres til at uddanne sig til pædagog.
Min argumentation for min påstand i indlægget, at det kan de ikke, er på baggrund af flere, som har erfaret en undervisning på pædagogseminarium, der er meget mere orienteret på "det kvindelige" end "det mandlige". En påstand, der i øvrigt understøttes af i alt fald to undersøgelser, jeg siden mit indlæg har stiftet bekendtskab med.
Jeg brugte eksemplet med kønsdiskrimination, fordi det er neutralt i forhold til flygtninge- og indvandrerdebatten, og fordi både kvinder og mænd godt kan lide at udfolde sig som det køn, de er, og godt kan forstå, at her regulerer man altså ikke. Men altså, eksemplet var kun et eksempel (på lignende projekt til at kvalificere en gruppe mennesker til en pædagoguddannelse, og at det ikke er vejen frem til at integrere et mindretal).
Den anden og sidste af rækken af bemærkninger, forfatteren mente måtte korrigeres, er problematikken om et brobygningsprojekt for en bestemt gruppe.
Her præciseres det blandt andet, at der er tale om et bestemt kvalificeringstilbud for flygtninge og indvandrere, og at samfundet kan bruge pædagoger med en anden sproglig og kulturel baggrund.
Denne præcisering, vil jeg mene, kan vel næppe ses som en nødvendig korrektion på én af en række af mine bemærkninger.
Præciseringen fortæller blot om et bestemt tilbud (brobygningskurser) med et bestemt formål (flerkulturelle pædagoger).
Der tales ikke om, at der faktisk er flygtninge og indvandrere, der bestemt ikke har behov for et sådant kursus, sådan som jeg har fremført det. For ikke at sige, at der udtrykkes, at flygtninge og indvandrere har brug for et brobygningskursus, og få det til at lyde, som om de ikke kan tænke. Ja, faktisk kunne man - bare for at sammenligne - være fristet til at tænke, at f.eks. mænd ikke kan tænke, siden de skal på et "brobygningskursus" for at få lov til at starte et kvindedomineret uddannelsesforløb. Det er altså igen bare et eksempel.
Næ, jeg må gentage og sige, at nævnte indlæg ikke har særlig meget at gøre med min reaktion om, hvordan man behandler alle, og især mindretalsgrupper, ligeværdigt.
Om det er glemt?"

Skrevet af pædagog René van der Ploeg fra Hovedvejen 29 i Mastrup

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002