Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 30-10-2002
Læserbrev: Man undrer sig såre...

I Grenå Bladet kan man i denne uge læse et indlæg fra en indigneret borger fra Stenvad. Han stiller nogle kritiske spørgsmål til en beslutning, der blev taget på budgetmødet i Nørre Djurs Kommune, om at bruge 80.000 kr på en bedre bredbåndsforbindelse til vore politikere - vel at mærke ISDN og ikke den trådløse, som DjurslandS.net arbejder på.
Hvis det havde forholdt sig, som brevskriveren udlægger det, havde det sandelig givet anledning til en skarp analyse her på Nørre Djurs NetNyt, men efter vores bedste overbevisning er det ikke tilfældet. Men vi bringer indlægget alligevel og opfordrer hermed politikerne (borgmesteren) til at svare på det:


"Nørre Djurs - budget 2003 - Kommunen kunne være blevet trådløs, men....
Kommunen vedtager forskelligt, blandt andet: At bruge 80.000 kr på at udskifte ISDN-forbindelsen med en ADSL-løsning til hjemmearbejdspladser.
HVORFOR???? Har de kære politikere dog ikke hørt om alt det arbejde, der fra frivillig side er lagt i, at Djursland skal blive trådløst.
JOVIST har de så, men de samme folkevalgte tør ikke "springe ud" og bekende sig som tilhængere af denne form for folkelighed, hvis folkelighed er det rette ord. Det synes åbenlyst tilkendegivet ved denne budgethandling, at man ikke tror en dyt på det arbejde, som "de gamle flippere og andet godtfolk" i BØVL-miljøet går og fordriver deres tid med.
Det havde ellers klædt kommunen, om man var gået i front og havde bakket op om det arbejde, som er lige ved at bære frugt - Djursland Trådløst. Nå ja, selvfølgelig er al begyndelse svær og kan tage megen tid, men ét står klart: Når Nørre Djurs, som den første region i det trådløse netværk, er koblet op, og dets indbyggere "er på nettet", så er det i hvert fald ikke, fordi kommunen har støttet foretagendet. En aftale om 8 kvadratmeter til placering af hovedsendemast var, hvad der kunne blive råd til fra deres pung. End ikke hjælp i form af maskiner til opsætning af samme var på tale. Men man kan jo altid prale med, at den første mast i Nørre-Djurs-Net blev placeret ved rådhuset i Glesborg.
Jeg kunne ellers hurtigt have fundet et sted at spare i dette budget, nemlig på posten til ADSL-forbindelserne. 80.000 kr. Hvad dækker de? Er det for opkobling og for al trafik i et år, eller...? Ellers, hvad med de kvartalsmæssige abonnementsbetalinger?
I Nørre-Djurs.Net er der ingen oprettelsesgebyr, og hvis man selv havde villet betale for det nødvendige udstyr, havde denne været på ca. 2.000 kr pr. bruger, samt 100 kr pr. måned for al trafik pr. bruger, ellers 200 kr pr. måned, nøjagtig som resten af medlemmerne i foreningen. Jeg kan kun tro, at der hér ville have været en pæn besparelse at hente. For ikke at tale om den omtale, det ville kunne have givet kommunen at være med i front som støtte for initiativer taget i tyndtbefolkede områder. Der er faktisk også arbejdspladser i det her på sigt.
Nå, men det er jo også kun politikere, der sidder og beslutter - det skal man jo lige huske på, så......Men det ser næsten ud som om, at man med denne handling har villet komme uden om at skulle være "forpligtet" til at indgå en aftale med Nørre-Djurs.net."

Skrevet med mange undrende hilsner fra overgartner Peter Nordahl Kristensen fra Stenvad i Grenå Bladet d. 29. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002