Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 29-10-2002
ABSOLUT SIDSTE: Nu lysner det med sygehusene

Her på Nørre Djurs NetNyt lovede vi lige fra starten, at vi ikke ville holde op én eneste dag med at skrive imod sygehuslukningen. Vi har holdt ord, og endelig ser det ud til at være ganske vist - vi får ikke det sygehus, vi havde, men vi får nok ét, der ligner den Plan B, som sygehuspersonalet i Grenå fremlagde på den offentlige høring i Grenå Idrætscenter.
Vi ved ikke så meget om det endnu, men vi iler med at citere forsideartikel på dagens udgave af MetroXpress:


"Stik imod den aktuelle spareplan for de østjyske sygehuse præsenterer partiet Venstre nu en Plan B, som kan redde sygehusene i Odder, Grenå og på Samsø fra lukning.
Planen indebærer, at de tre områder bevarer sengepladser og døgnbemanding, ligesom Grenå bevarer en række operationer og en skadestue......."
"......Planen er ifølge centrale kilder i Venstre fuldt finansieret, så det alligevel ender med en besparelse på omkring 170 mill. kr. på sygehusområdet.
Dermed tegner der sig et flertal i amtsrådet for at efterkomme et markant krav fra borgerne i de berørte områder om at bevare nærhedsprincippet. Venstres politiske ordfører i Amtsrådet, Kim Andersen, bekræfter hovedlinjerne i partiets Plan B, som har været under udarbejdelse gennem mere end tre uger. Planen skal godkendes på et gruppemøde i dag.
"Der kan stadig nå at ske ændringer. Men det er min opfattelse, at planen i vidt omfang vil tilgodese de mange høringssvar, som har kritiseret mangelen på nærhed og tryghed i den fremlagte plan", siger Kim Andersen til MetroXpress.
Derimod vil Venstre stadigvæk samle de specialiserede behandlinger i Århus, ligesom udgifterne til medicin skal begrænses. Sygehusene i Århus skal desuden spare mere end planlagt.
Også Socialdemokraterne forsøger at få afbødet spareplanen. Partiet diskuterede det på et gruppemøde i aftes. Men amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S) vil endnu ikke afsløre, hvad S-planen går ud på - udover, at der skal sikres større "nærhed"."

Skrevet af Sune Bové og Halldor Henriksen i MetroXpress d. 29. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002