Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 28-10-2002
Læserbrev: Uoverskuelige konsekvenser

Høringsfasen vedr. den nye sygehusplan er som bekendt slut nu - en altafgørende kovending i forhold til amtets hidtidige bestræbelser på at gøre yderområderne på Djursland til attraktive bosætningsområder bliver foretaget med en måneds høringstid!
Men politikerne læser formodentlig aviser (desværre nok ikke Nørre Djurs NetNyt!), så det er stadigvæk relevant at bombardere dem med gode argumenter for bevarelse af Djurslands største arbejdsplads. Det gør f.eks. lederen af Dronningens Ferieby i Grenå, og hun skriver:


"Jeg ønsker hermed at komme med nogle oplysninger, som sammen med andre indlæg forhåbentligt kan medvirke til, at forslaget om lukning af Grenå Centralsygehus vil blive trukket tilbage.
Dronningens Ferieby er en ferieby specielt indrettet for mennesker med begrænsninger. Vi har diplom for at være Europas bedste feriested for handicappede. Vi tilbyder ferieophold, weekendophold, aktivitetsferierier, kurser, uddannelse, m.v. Vi har en belægningsprocent tæt på 100 i højsæsonen, og procenten for gæster med begrænsninger er tæt på 100 i samme periode. Dronningens Ferieby lægger meget vægt på, at gæsterne skal føle sig trygge. Det er af meget stor vigtighed, når man har begrænsninger.
I vores markedsføring nævner vi først og fremmest den flotte natur og dejlige badestrand, herefter transportmulighederne til Grenå og sidst, men ikke mindst, at alle gæster kan være trygge trods kroniske sygdomme, m.v., da vi i Grenå har Falck, brandstation og sygehus. Disse elementer er meget, meget vigtige for Feriebyens gæster, da vi udover kronisk syge gæster også har gæster, som kommer lige fra hospitalsophold. Det er alle slags gæster, som kommer til Dronningens Ferieby.
Jeg vil på det kraftigste opfordre amtsrådet til at tænke sig rigtig godt om, inden den endelige beslutning tages. En forkert beslutning vil have helt uoverskuelige konsekvenser, både for feriebyens nuværende gæster og vil helt sikkert også have indflydelse på den fremtidige udvikling af feriebyen.
Jeg tillader mig at påstå, at Dronningens Ferieby er et meget unikt sted, som Grenå kan være stolt af som så meget andet, det er derfor meget vigtigt for feriebyen og helheden, at Grenå ikke bliver koblet helt fra omverdenen. Alle skal kunne komme til feriebyen i Grenå og skal føle sig meget velkomne og trygge året rundt.
Det er langt at køre 60 km. til nærmeste hospital, når man har det dårligt. De pårørende og/eller hjælpere vil have meget svært ved at komme fra feriebyens andre gæster til et hospital så langt væk. Her tænker jeg specielt på, når vi har store grupper på ferie. Amtet må/skal hjælpe os i Grenå NU ved ikke at vedtage den foreslåede plan om nedlæggelse af Grenå Centralsygehus."
Skrevet af Dronningens Ferieby`s leder, Alice G. Espeholt, i Randers Amtsavis mandag d. 28. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002