Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 24-10-2002
Til kamp for freden!

Over hele den vestlige verden bliver der på lørdag i stor stil demonstreret mod, hvad mange opfatter som amerikansk krigsgalskab. Præsident Bush har fået grønt lyst i Kongressen til en ny krig mod Irak, men foreløbig har de vestlige lande sagt nej til at være med. Alligevel fortsætter krigsforberedelserne, og der demonstreres som sagt på livet løs rundt om i Vesteuropa.
Det gør der også i København på lørdag, og arrangørerne opfordrer fredselskere over hele landet til at møde op foran den amerikanske ambassade. I den anledning har vi modtaget følgende e-mail fra Annisette og Thomas Koppel fra gruppen Savage Rose:


Kære alle - i hele Danmark -
Vi skriver til jer for at orientere jer om den internationale demonstrationsdag mod krigen

LØRDAG 26. OKTOBER.

Der vil denne dag være meget store demonstrationer mod Bush-klikens
endeløse krig mange steder i verden; I Washington D. C. f. eks. ventes hundredetusinder.
Denne dag er utroligt vigtig. I alle lande viser meningsmålinger et overvældende flertal imod Bush & Co.s krig. Dette flertal holdes imidlertid
noget nær usynligt i de store medier. Vi er nødt til at være med, hver især, så dette flertal ikke længere kan skjules.
Bushs ulovlige og hasarderede spillen bold med kloden er stødt på forhindringer, internationalt som internt i USA. Vi skal dog ikke tro, at
faren dermed er overstået. Bush/Cheney-kliken er ikke tilfredse, før de har fået fingre i Iraks olie og knækket ryggen på hele Mellemøsten....derefter Verden. Og os. Og forhindringen er ikke Frankrig eller Rusland. De gi`r sig nok før eller senere, når betalingen er høj nok. Forhindringen, der betyder noget, er os - befolkningerne.
Iraks brud på FNs resolutioner er en dårlig undskyldning. At f. eks. israelske regeringer i årtier har brudt alle relevante FN resolutioner
vedrørende masseudryddelsesvåben, besættelsen af palæstinensisk jord og brud på menneskerettigheder (til ubodelig skade for også den israelske befolkning) har aldrig fået USAs regeringer til at forberede angreb på
Israel af den grund. Det er altsammen hykleri. Da Saddam Hussein for US-dollars begik folkemord i Irak/Iran, var der ingen protest fra Bush Senior. Saddam blev skabt til terror - af USAs oliemillardærer. Nu står han i vejen for deres udplyndring af Irak.
Krigen mod Irak er ikke kun noget vi frygter. Den har været igang i 12 år nu, med os som tavse, måske uvidende medskyldige. Med tusindvis af amerikansk/britiske bombardementer, man ikke hører om, med det tavse folkemord på over en million civile mennesker, heraf over en halv million børn - omkommet under ulovlige restriktioner mod drikkevand, medicin m. v., som amerikanske regeringer har insisteret på, med hælen på FN.
Samtidig det snigende Sharon-folkemord på det palæstinensiske folk. Betalt af USA.
Lad os ikke tro, at alt dette ikke kommer til at berøre os i praksis. Det er allerede nu i fuld gang med at vende op og ned på tilværelsen, som vi kender den. Perspektiverne for de kommende år er isnende.
Vi skriver ikke i egenskab af politikere; vi er kun en sangerinde, en komponist; mennesker. Men det er nøjagtigt hvad det handler om nu: uanset hvem vi er, kunstner, havnearbejder, kassedame, lærer, det er altsammen op til os nu.
Vi tror ikke, at de professionelle politikere redder os. De fleste af dem er verden over travlt optaget af Dansen Rundt Om Guldkalven. De vil ikke være udenfor, når det formodede rov skal deles. Og vores såkaldte statsminister går begejstret i takt med de store. Hør hvor vi tramper.
Derfor de enorme demonstrationer mange steder: 400.000 i London for blot et par uger siden, en million i Paris, flere gange en million i Rom, 14 millioner i generalstrejke i Spanien, hundredtusinder i USA......ingen tror på deres folkevalgte.
Men vi har os selv og hinanden. Derfor må vi mødes 26. Oktober. Lad os gøre dagen til en protest, men også en fest. En fest for menneskelighed. Mod. Kreativitet.
Send denne mail videre til alle du kender, eller skriv selv en med de nødvendige informationer. Tag hele ejendommen, familien, arbejdspladsen med til demonstrationen. Lav jeres egne skilte med jeres protest, jeres visioner, jeres håb. Lav gadeteater, kostumer, spil tromme, mal transportable kunstværker; kort sagt: VÆR LEVENDE ikke levende død. Lad os sætte gang i en ny kultur: levende, kreativ, solidarisk. I den sidste ende har en sådan altid vist sig stærkere end grådighed og massemord.
Vores børn skal arve den verden vi efterlader. Værsgo unger, her har I den 3. Verdenskrig, verdensomspændende miljøkatastrofe, ulighed, sult......
Nej. Det går ikke.
Derfor venligst:

1. Send videre.
2. Se nærmere på >http://www.stop-terrorkrigen.dk
3. Kom 26. okt.: kl. 11 - fra hele landet - til USAs Ambassade ved Østerport, hvorfra demonstration går til Christiansborg.
4. Medbring et varmt hjerte, og bidrag med hvad I kan. Det er tid til at skabe og føle bruset af en ny kultur.
Kærligst Annisette & Thomas
The Savage Rose
Http://www.thesavagerose.com

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002