Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 23-10-2002
Nyhedsbrev nr. 5 fra kommunen

Det nye nummer af Nyhedsbrevet har kun ét punkt, nemlig budgettet for 2003, og det kan du læse hér!

 

Budget for 2003 - som skal overholdes.

Så fik også Nørre Djurs Kommune et budget for det kommende år. Det at udarbejde et budget for en kommune er en lang og fortløbende proces, hvorfor der også er udarbejdet en budgetprocedure, som man skal henholde sig til.

Kommunerne har pligt til at udarbejde et budget for det kommende år senest den 15. oktober, og hele arbejdet starter flere måneder før denne frist.

Vedtagelsen af kommunens budget er en af de vigtigste opgaver for en kommunalbestyrelse, idet det af budgettet fremgår, hvad der skal udskrives i skat, og hvad pengene skal bruges til. Langt de fleste af pengene er på forhånd "øremærket" til bestemte formål. Det vil sige, at det tydeligt fremgår af budgettet, hvilke opgaver kommunalbestyrelsen har prioriteret for det kommende år.

Opgaven har været svær i år - det siger man sikkert hvert år – men uanset i hvilket medie man ser eller læser, fremgår det tydeligt, at kommunernes økonomi er stram som følge af, at kravet til velfærdsydelser er høj.

For Nørre Djurs’ vedkommende har vi til dels haft en bunden opgave, idet vi har indgået en aftale med Indenrigsministeriet om at forbedre kommunens likviditet de kommende to til tre år.

I kommunalbestyrelsen har der på tværs af partiskel og borgerlister været 100 % enighed om, at kommunens økonomi og likviditet skal forbedres.

Med udgangspunkt i politisk fuld opbakning har budgetgrupper og forvaltninger detaljeret gennemgået samtlige konti vedrørende kommunen.

Der er lavet et meget grundigt forarbejde, og på baggrund heraf har de enkelte udvalg taget stilling til, hvor det ville være mest hensigtsmæssigt at spare (for spares skulle der). Disse spareblokke er godkendt i kommunalbestyrelsen på det første budgetmøde, og her var der enighed om noget i retningen af 98 % af det samlede budget.

 

 

Der er altså bred politisk opbakning til budgettet for 2003. Samtidig er man fast besluttet på, at det skal overholdes, altså ingen ufinansierede tillægsbevillinger for det kommende år!

Normalt godkendes en kommunes budget på to på hinanden følgende budgetmøder, en såkaldt første og anden behandling.

I år måtte vi ud i en 3. behandling, ikke på grund af stor politisk uenighed, men fordi man i det økonomiske sekretariat ved ekstra beregninger fandt frem til, at kommunen vil modtage yderligere ca. 4 mio. kr. via nogle udligningsordninger.

Disse beregninger foregik så tæt op til 2. behandling af budgettet, at politiske partier og borgerlister ikke kunne nå at korrigere de afgivne ændringsforslag. Derfor besluttede kommunalbestyrelsen at behandle budgettet for 3. gang og dermed åbne mulighed for såvel oprindelige ændringsforslag som nye forslag.

Det betød, at budgettet blev vedtaget på kommunalbestyrelsens møde den 14. oktober 2002.

Personskatten blev holdt i ro, hvorimod ejendomsskatten (med et lille flertal på 8 for og 7 imod) blev hævet fra 20 promille til 24 promille.

Realvæksten i budget 2003 har været negativ med ca. 0,5 % i forhold til budget 2002.

Kommunens budget for år 2003 udviser en likviditetsforbedring på 8,9 mio. kr. og herudover en kasseforøgelse på 3,4 mio. kr. I alt 12,3 mio. kr., hvilket er meget flot.

Kan vi holde en lignende trend de næste 2 til 3 år er Nørre Djurs igen en solid og stærk økonomisk kommune med muligheder for at iværksætte nye initiativer.  JPJ

 

 

Mere om budget 2003.

I næste nyhedsbrev, som også vil være et temanummer, vil der være en mere detaljeret redegørelse for budgettet, herunder spareblokke og konsekvenser heraf.

JPJ

 



Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002