Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 23-10-2002
Læserbrev: Hvor stort er skattetrykket?

Bent Mikkelsen, socialdemokratisk amtsrådsmedlem fra Grenå, har en debat kørende i pressen vedr. skattestoppets betydning for sygehuslukningerne med Venstres amtsrådsmedlem, Lotte Hornemann. Han skriver følgende i Grenå Bladet:

"I dagspressen fik jeg en ordentlig møgballe af Lotte Hornemann, fordi jeg tillod mig at skrive, at sygehusreduktionerne i Århus Amt skyldes skattestoppet. Lotte Hornemann harcellerede over, at Socialdemokratiet bare lod skatten stige og stige. Sikke noget sludder, men der er opgaver, vi i Socialdemokratiet føler er en samfundsopgave, og derfor må betales over skatten.
Kære Lotte. Født i 1930 og opvokset i en arbejderfamilie, hvor vi var 6 drenge, husker jeg godt min mors hårde arbejde i det daglige, hvor min far faktisk måtte tage 2 jobs for at få økonomien til at løbe rundt. Boende i en kommunal ejendom var de køretøjer, der var parkeret, vore cykler, og det var luksus, når der blev serveret en mørk øl til grøden. Dengang var skattetrykket meget lavt, hvilket den offentlige service også var. Ville man f.eks. sikre sig lægehjælp og indlæggelse på et sygehus, skulle man være medlem af sygekassen. Her betalt med 30 kr/md. ud af en månedsløn på 300 kr.
Så er det jeg spørger: Er vores levestandard blevet ringere, fordi vi gennem årene har udviklet vores velfærdsstat efter et mønster, hvor Socialdemokratiet har stået i spidsen? Jeg mener det ikke. Jeg ser biler uden for så godt som alle boliger. Jeg ser fyldte indkøbsvogne, når jeg er i supermarkedet. Jeg ser også velklædte mennesker i gaderne. Jeg frydes over at leve i et så rigt land som Danmark. Men jeg græmmes, når folk beklager sig over for høj skat. Vi får jo alle sammen noget for pengene. Det er ikke kun dem på overførselsindkomst, som nævnt af Lotte Hornemann.
Jeg havde gerne set skatten i Århus Amt hævet med 0,2%, og så havde vi nok fundet besparelser på det resterende beløb. Men det må vi ikke p.g.a. skattestoppet.
Når du nævner konstant stigende sundhedsomkostninger, har du ret. I de 12 år, jeg har siddet i sygehusudvalget, er tilbuddet af meget avancerede behandlinger steget temmelig meget. Men er det ikke i orden, at det er det offentlige, der her betaler, og at det ikke kun gives til dem, der har råd til det på et privathospital? For øvrigt er det Venstre-ministre, der gennem bekendtgørelser (udenom en folketingsbeslutning) har igangsat de dyreste behandlinger. Således var det Britta Schall-Holberg, der igangsatte de meget omkostningstunge hjerte-, lunge- og levertransplantationer. Senest har Lars Løkke Rasmussen givet tilladelse til en nordjysk familie om ægtransplantation i USA, for at de gennem et kommende foster ved navlestrengsblodet kan få mulighed for at redde deres barn, der lider af en uhelbredelig blodsygdom. Hvad kommer det i fremtiden til at koste samfundet?
Skal vores små sygehuse lide en krank skæbne til fordel for disse avancerede behandlinger, der er meget dyre? Hvis svaret er nej, må solidariteten også her komme dem til gode, der bare lider af en almindelig sygdom og kan behandles på de mindre sygehuse. En ubetydelig skatteforhøjelse på 0,2% ville redde meget."
Skrevet af socialdemokratisk sundhedsudvalgsmedlem fra Grenå, Bent Mikkelsen, i Grenå Bladet d. 22. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002