Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 22-10-2002
Læserbrev: Vi giver ikke op

Mette Kirk er sygeplejerske på skadestuen i Grenå, og hun er i denne tid koordinator af modstanden mod sygehuslukningen i Grenå. Hun skriver følgende i dagens udgave af Randers Amtsavis:

"Som koordinator for støttegruppen til bevarelse af Grenå Centralsygehus har de seneste tre uger været både vanskelige, slidsomme og energislugende, men også energigivende og forunderlige på samme tid.
Sammenlagt må det vel betegnes som noget nær kaos - men ud af kaos kommer altid noget nyt, og det er det, man skal holde sig for øje, når det hele virker uoverskueligt.
Det har været og er fantastisk at opleve alle de ressourcer, der er i denne landsdel - det er det, der giver energien til at forfølge målet, nemlig bevarelsen af Grenå Centralsygehus, og vi giver ikke op.
Jeg forventer en fremtid på Djursland, hvor der - som i dag - vil være et velfungerende centralsygehus i Grenå.
Jeg forventer, at de ansvarlige politikere har erhvervet sig et noget mere nuanceret billede dels af Djursland som landsdel, men særdeles af hvad Grenå Centralsygehus står for kvalitetsmæssigt, produktionsmæssigt og ikke mindst nærhedsmæssigt; og at de vil bruge denne viden konstruktivt og ansvarligt i den endelige beslutningsproces.
Jeg forventer, at Århus Amtsråd påtager sig det ansvar, der ligger i også at servicere borgerne, der bor på Djursland - vi er en del af Århus Amt og skal således tilgodeses og respekteres som sådan."

Skrevet af skadestuesygeplejerske Mette Kirk i Randers Amtsavis tirsdag d. 22. oktober
Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002