Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 18-10-2002
Læserbrev: Mænd, brobygning og kulturel mangfoldighed

For nogen tid siden bragte vi et indlæg, skrevet af René van der Ploeg fra Mastrup, der var en syrlig kommentar til det nye brobygningsprojekt beregnet for indvandrere som indgang til en senere pædagog-uddannelse. Hertil svarer rektor på Jysk Pædagog Seminarium:

"For et par uger siden havde René van der Ploeg fra Mastrup et indlæg i Grenå Bladet i anledning af en artikel om Jysk Pædagog Seminariums start af brobygningskursus for flygtninge og indvandrere på afdelingen i Grenå.
Det er på mange måder et indlæg med en række spændende synspunkter, men der er også en række bemærkninger vedrørende forhold, som jeg er nødt til at korrigere.
For det første vil jeg gerne slå fast, at pædagoguddannelsen er en mellemlang videregående uddannelse, der har en professionsbachelor-titel tilknyttet helt på linie med og på samme niveau som eksempelvis læreruddannelsen, socialrådgiveruddannelsen og uddannelsen som sygeplejerske. Karakteristisk for alle disse uddannelser er, at de er professionsrettede med høj grad af praktik bygget ind i uddannelsesforløbet.
Det er rigtigt, at uddannelserne søges af flest kvinder - og der derfor optages flest kvinder - sådan er det desværre for alle de nævnte uddannelser, men det er ikke ensbetydende med, at studiemiljøet ikke kan "rumme" mænd. Tværtimod så opfordrer vi naturligvis mænd til at gå ind i uddannelsen til pædagog, fordi mænd er nødvendige for at skabe en kønsmæssig balance i professionen og det pædagogiske arbejde med de forskellige brugergrupper. Det er da heldigvis også sådan, at antallet af mandlige ansøgere til pædagoguddanelsen har været stigende i de seneste år - og derfor naturligvis også antallet af mænd på uddannelsen.
For det andet vil jeg gerne præcisere, at brobygningskurset for flygtninge og indvandrere er et specielt kvalificeringstilbud til eventuelle kommende ansøgere med anden sproglig og kulturel baggrund end den danske. Det er et forberedelseskursus, der ikke kun kvalificerer til optagelse på pædagoguddannelsen, men også til de andre MVU-uddannelser.
Jysk Pædagog-Seminarium har været pionerer med hensyn til udvikling af kurset. Vi startede helt tilbage i 1991 med kurset i Århus, hvor det har kørt hvert år siden. Vi har siden 1996 også gennemført kurset på afdelingen i Randers - og nu går vi så i gang i Grenå. Kurset er udviklet i tæt samarbejde med flygtninge- og indvandrerorganisationerne og Undervisningsministeriet. Der har blåstemplet kurset som forberedelseskursus med taksametertilskud allerede i 1995.
Der er tale om et initiativ for at give ansøgere med anden sproglig og kulturel baggrund en mulighed for at få en videregående uddannelse ind til et professionsområde, hvor der helt oplagt er brug for pædagoger med en sådan baggrund i den pædagogiske hverdag, sådan som den udfoldes i et flerkulturelt samfund. Det er et initiativ, som i øvrigt er blevet forbilledligt bakket op af Grenå Kommune og de øvrige kommuner i området.
Fra seminariets side er filosofien den, at i et fremtidigt samfund præget af kulturel mangfoldighed er det naturligvis centralt, at pædagoguddannelsen og pædagogfaget også er præget af denne mangfoldighed. Det er dét, vi prøver at yde vores beskedne bidrag til fra seminariets side - og dermed også fra den stadig forholdsvis nystartede afdeling i Pakhuset i Grenå."

Skrevet af rektor for Jysk Pædagog-Seminarium, Søren K. Lauridsen i Grenå Bladet d. 15. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002