Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 18-10-2002
Afslappet stemning på budgetmødet (1)

Endelig får vore læsere nu i dag den beretning fra 3. behandlingen af kommunens budgetter, vi har lovet et par dage. De budgetforhandlinger, der tegnede til at blive de værste nedskæringer i mands minde, blev nok hårde, men alligevel slap mange ting for sparekniven.


Der skulle skæres dybt, og der blev skåret cirka så dybt, som der har været foreslået af samtlige udvalg stort set i skøn enighed. Denne proces i budgetforløbet kan du stadig se på vores temaside, der én af dagene bliver suppleret med det færdige budget, der blev vedtaget på mødet i mandags. Når vi fortæller, at der var en afslappet stemning på mødet, skal man naturligvis huske, at der forud er gået intense forhandlinger i udvalgene, hvor de forskellige politikere har kæmpet for ting, som de hver især gik ind for ikke at skulle spare på. Alligevel har der nødvendigvis skullet spares på områder, som ingen havde lyst til, så stemningen har bestemt været trykket på kommunekontoret de sidste par måneder. Den afslappede afslutning er altså et udtryk for lettelse hos alle partier over, at det er vel overstået, og at det ikke går alt for meget ud over borgerne.
Langt det meste er endt i bred enighed, men der er nogle punkter, hvor der er opstået alternative flertal på tværs af salen. Det mest bemærkelsesværdige i den forbindelse er de 818.000 kr., der en overgang lå til at skulle spares på ældreområdet, men som undervejs i forhandlingerne blev flyttet over på arbejdsmarkedsområdet. Op til sidste budgetbehandling foreslog Venstre og Konservative, at de blev hentet på generelle besparelser på det sociale område, men her var det, at Socialdemokraterne gik sammen med Nørre Djurs Listen og Borgerlistens Hans Møller om at sætte grundskylden op i stedet for at gå så hårdt til værks på netop dét område, som i forvejen er det mest uberegnelige, hvad udgifterne angår.
Denne manøvre gav til resultat, at halvdelen af beløbet skal spares på Stenvadcentret, og resten kommer ind på den højere grundskyld. Resten af overskuddet ved at sætte dén op fra 20 til 24 bliver lagt i den slunkne kommunekasse.
Skrevet af Rex

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002