Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 16-10-2002
Svar fra amtsborgmesteren

I sidste uge bragte vi et skarpt brev fra Kolind Handelsstandsforening, der bl.a. udtrykte stor utilfredshed med, at Århus Amt med sygehusplanen pludselig havde trukket sig ud som part i det ellers så gode samarbejde om at udvikle Djursland. Hertil svarer amtsborgmesteren, socialdemokraten Johannes Flensted-Jensen, Bent Nielsen fra Handelsstandsforeningen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs:

"Jeg er selvfølgelig enig med dig i mange af dine synspunkter, og det er da heller ikke af lyst, at amtsrådet skal reducere sine udgifter med 300 mill., og sundhedsudvalget i konsekvens heraf skal anvise besparelser på 170 mill.
Der kan ikke efter min bedste overbevisning i Århus Amts sundhedsvæsen anvises en besparelse på 170 mill., uden at det kommer til at berøre strukturen.
Det, sundhedsudvalget har vægtet højt i den plan, som er fremlagt, er, at det også fremover i en situation med øget mangel på læger og måske sygeplejersker vil være muligt fortsat at give alle borgerne i Århus Amt en behandling af en høj kvalitet.
Det betyder - udover de økonomiske aspekter - at vi må økonomisere med sundhedspersonalet og formindske antallet af vagtlag, som skal være til rådighed 24 timer i døgnet, 365 dage om året.
Derfor forslaget om at flytte sengeafdelingerne fra Grenå, Odder og Samsø andre steder hen, men en stadig fastholdelse og en ganske omfattende dag-aktivitet, også i Grenå: Dagkirurgi, kirurgisk ambulatorium, medicinsk ambulatorium med akutfunktion, laboratorium, røntgen, jordemoder-konsulentation og audiologisk ambulatorium.
Det er klart, at det er en voldsom ændring, men efter min opfattelse ikke en lukning af sygehuset! Der vil bl.a. blive udført omkring 4.000 operationer og kikkertundersøgelser.
Samtidig med udsendelse af planen stillede sundhedsudvalget nogle uddybende spørgsmål om bl.a. den præhospitale indsats.
Nu kører debatten, og jeres indlæg vil selvfølgelig blive en del af høringsmaterialet, når udvalget og amtsrådet skal træffe en endelig afgørelse.
Jeg er sikker på, at både udvalg og amtsråd er meget opmærksomme på at bidrage til at skabe den størst mulige tryghed - også for borgerne på Djursland."
Skrevet af amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen som svar til Bent Nielsen fra Kolind Handelsstandsforening - hentet i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 15. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002