Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 15-10-2002
Læserbrev: Svar til Lotte Hornemann

Forleden dag havde Venstres medlem af Amtsrådet, Lotte Hornemann, et indlæg i Randers Amtsavis, hvor hun kritiserede socialdemokraten Bent Mikkelsen for at køre på frihjul i sygehusdebatten. Hun mener bl.a., at han skyder ved siden af, når han giver skylden for de drastiske nedskæringsplaner til regeringens skattestop. I dag giver Bent Mikkelsen igen:

"Kære Lotte.
Tak for et meget vredt læserbrev rettet direkte mod mig.
Jeg må have rørt ved noget væsentligt, siden du svarer mig så vredt - siden du hidser dig sådan op. Er det, fordi du godt ved, at skattetrykket steg væsentligst under den borgerlige regerings tid fra 1982 til 1992 og derefter har holdt sig nogenlunde konstant. Således var skattetrykket i 1982 på 42,9%
og endte i 1993 på 48,8%, og i 2002 er det stadig på 48,2%. Så skulle det gøre noget, om vi i Århus kom op på landsgennemsnittet af amtsskatten i Danmark, så havde vi trods alt haft 180 mill. kr. mere i kassen. Hvordan havde det ikke set ud, hvis vi havde fulgt Venstres forslag og ikke hævet skatten i år 2000 med 0,6%? Havde vi så måttet lukke sygehusene helt? Og så synes jeg ikke, det klæder dig at give de borgere, der er på overførselsindkomst, skylden for at lukke ned for aktiviteten på sygehuset.
Og så må jeg fortælle dig og andre borgere, at det er altså sundhedsudvalgets medlemmer, der har erklæret mig inhabil. Og du kan så spørge dine partifæller, hvorledes min reaktion var d. 4. september, hvor strukturforslaget blev fremlagt for sundhedsudvalget. Jeg bad, meget vredt, øjeblikkeligt om, at forvaltningen måtte se på andre forslag, så Grenå med en afstand til nærmeste sygehus på 60 km kunne friholdes for så drastisk en nedskæring. Jeg ser gerne, at der findes de 40-50 mill. andre steder i sundhedsområdet, så vi her ude kan opretholde nærheden til et beredskab. Djursland er det eneste område i amtet, der får så langt til et beredskab.
Jeg vil ikke frasige mig min forpligtelse til at finde besparelserne på 300 mill. kr. Men hvorfor skal det være os herude, der betaler den største del af kagen på sygehusområdet? Så når du udtaler dig, som du gør, at Grenå Sygehus skal "sikres inden for de givne økonomiske rammer". Hvor store er de så?"

Skrevet af amtsrådsmedlem for Socialdemokraterne, Bent Mikkelsen fra Grenå, i Randers Amtsavis d. 15. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002