Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 15-10-2002
Nu går der hul på Venstre!

Egentlig er det lidt en gammel nyhed, for allerede efter høringen i Odder i sidste uge fortalte vi om, at der var ved at ske en ændring af holdningerne til spareforslaget hos politikerne i sundhedsudvalget.
Dette indtryk forstærkedes kraftigt i aftes, da både Christian Møller-Nielsen og Hans Kargaard Thomsen, begge ledende Venstre-folk i sygehusspørgsmålet, overfor TV2 Østjylland indrømmede, at den store massive påpegning af svagheder og mangler i den nye sygehusplan, som var fremkommet både på Djursland og på Samsø, havde fået dem til at indkalde Venstres amtsrådsgruppe for at lave beregninger på, hvordan man kan finde de 170 mill. kr. andre steder i budgettet.
Nu taler man helt konkret om at bevare både de livsnødvendige og de mere nærhedsorienterede funktioner ved både Grenå og Samsø, mens man dog stadig holder fast i at lukke sygehuset i Odder. Den massive og velunderbyggede kritik af den nye plan fra alle dele af Djursland ser altså nu endelig ud til at virke, men lad os nu se - der er stadig god grund til at holde fast. Derfor: bliv ved med at støtte aktionerne for at holde politikerne fast!

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002