Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 14-10-2002
Læserbrev: Bevar sygehuset……

Svend Aage Jellesen fra Ørum opfordrer til, at man inden for de givne økonomiske rammer bevarer de tre nedlægningstruede sygehuse, så der ikke bliver tale om en skatteforhøjelse:

"Der har den forløbne uge været et par indlæg i avisen om, at man bare kunne hæve skatten for at kunne bevare de små sygehuse. Det kan der på ingen måde være tale om, skattefar har for længst overskredet smertetærskelen, og strammer han skruen endnu mere, vil det blot resultere i endnu flere indlæggelser i form af stress og psykiske lidelser. Så hellere den anden vej.
Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg bakker op om alle de gode argumenter, som har været fremført her i avisen, og at vi selvfølgelig skal have et sygehus i Grenå. Grenå Sygehus kan og skal bevares, og det kan også sagtens lade sig gøre inden for de økonomiske rammer, der er i dag.
Det kræver blot, de rette folk kommer til at administrere den stak kroner, der nu er til rådighed i amtet. Hvad med titlen administrerende overlæge? Jamen, min første tanke er jo, at økonomien må være syg, ellers brugte man jo ikke en læge (som der ellers er mangel på!). Ta` dog at finde én, som har forstand på økonomi og arbejdstilrettelæggelse, og så lad lægen være læge!
Man har vel også inden for sygehusvæsenet skudt sig selv lidt i foden ved at forlange 1500 kr. i timen for overarbejde. Man skulle tro, det var løgn.
Hvordan får man personale ud til de små sygehuse, ja, man kunne jo tage lidt af lønbudgettet fra de store sygehuse, så lønniveauet var lidt højere ude på de små sygehuse, hvor udfordringen måske er lidt mindre, men det drejer sig dog stadigvæk om at redde liv, ikke? Et andet spørgsmål kunne jo være, hvordan får man råd til forskning, når man ikke har råd til at bruge det i praksis. Her skulle der måske også være en noget bedre fordelingsnøgle.
Bevar Grenå Centralsygehus, men hold skatten i ro!"
Skrevet af Svend Aage Jellesen fra Ørum i Randers Amtsavis mandag d. 14. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002