Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 10-10-2002
Læserbrev: Det politiske liv og embedsmændene

De seneste uger har vi bragt det ene læserbrev efter det andet - langt de fleste af en meget høj standard, selvom enkelte naturligvis har været rigeligt følelsesbetonede - i anledning af amtets planer for de små sygehuse. I dag har vi i Randers Amtsavis fundet et, som er prisværdigt kort, men som alligevel rammer noget essentielt i hele debatten. En læser fra Randers skriver:

"Århus Amt skal spare penge. Så sidder der en embedsmand (sygehusdirektør Leif Vestergaard Pedersen), der vælter idéerne ud af ærmet iflg. hans nærmeste! Og lige efter et valg griber politikerne chancen, og stik modsat valgløfterne beslutter de, at det er hurtigt at kunne spare flere hundrede millioner ved bl.a. at lukke sygehuse og nogle krisecentre for voldsramte kvinder!
Så de vælger at bygge til i Skejby og et storcenter til kriseramte. Og det hele til Århus - ikke sandt? Og så må alle vore svage klienter køre efter det. De syge, de svage, de voldsramte, o.s.v. Tænk på - vi har jo et ordentligt vejnet på Djursland! Vi skal også nok få flyvepladsen flyttet - bare vent! Men hvad er nu det - brugte vi ikke et dårligt vejnet som én af begrundelserne for at få lufthavnen flyttet? Puha, det er svært at være politiker i Århus Amt. Mon det politiske liv overhovedet vil overleve efter sådan et stykke dårligt politisk arbejde? Hvis planerne bliver gennemført, koster det ikke "kun" menneskeliv, men også politiske liv. Hvad er mest værd? Mit forslag er: Skrot planerne, og red masser af liv! Tænk jer om."
Skrevet af Henning Jensen Nyhuus fra Randers i Randers Amtsavis d. 10. oktober

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002