Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 09-10-2002
Debatoplæg fra Dansk Folkeparti

Knud Andersen fra Bønnerup, der sidder i kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti, har fået sat et punkt på dagsordenen for det førstkommende møde. Det er et forslag om en total revolution af vores aktiveringsområde, de gerne vil rejse en debat om, og det kan du læse om hér:

"Debatoplæg:
Der blev afholdt en temadag i Stenvad torsdag den 5. september 2002 for belysning af arbejdsmarkedsområdet. Området dækker blandt andet sprogundervisning til flygtninge, integration, sygedagpenge, aktivering, revalidering, flexjob, førtidspension etc.
Min konklusion på temadagen er, at det bedste ville være:
Udlicitér hele arbejdsmarkedsområdet som en samlet blok og med en leder.
Fordelen vil være, at vi i udbudsmaterialet kan få nedfældet helt nøjagtigt, hvad vi ønsker udført og for hvilken gruppe.
En bedømmelse af, og hvilke fremskridt, hver enkelt person gør.
Arbejdsområder og økonomiske rammer.
Kontakt og samarbejde med private og offentlige arbejdsgivere.
Hvem, der ansættes, skal vi ikke blande os i, bare de kan løse opgaverne til gavn for eleverne (klienterne) til kommunens tilfredshed og inden for de afstukne økonomiske rammer .
Tilsynet foretages af en politisk valgt bestyrelse med en bred sammensætning, både hvad angår baggrund, erfaring og politisk tilhørsforhold.
Jeg formoder som en selvfølge, at formændene for Børn og Kultur og Socialudvalget allerede har dannet sig et billede af, hvordan og hvorledes vi kan få den bedste udnyttelse af de økonomiske midler, der kan afsættes til glæde og gavn for elever og brugere og afventer deres vurdering af hele problematikken omkring arbejdsmarkedsområdet.
Med udnyttelse mener jeg, hvorledes vi bedst hjælper eleverne (klienterne) til at blive gode og tilfredse borgere i samfundet.
Kan udvalget ikke komme med nogle brugelige forslag, håber jeg, at der i det mindste kommer en konstruktiv debat i gang med deltagelse fra alle parter med en interesse i en god og forsvarlig løsning.
Vi skulle gerne nå til en beslutning inden udgangen af året, altså dette år 2002.
Ovenstående optages på dagsordenen til kommunalbestyrelsesmødet i Nørre Djurs torsdag den 7. november 2002."

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt med venlig hilsen fra Knud Andersen, medlem af kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002