Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 09-10-2002
Nyeste om sygehuslukninger

Der går ikke en dag, hvor der ikke kommer nye aspekter frem i den for Djursland så presserende sag om lukningen af vores sygehus. Da amtsrådet i går behandlede det nye budget, kom det frem, at 2 partier tog afstand fra lukningsplanerne. Når borgerne på Djursland uanset politisk tilhørsforhold og social status alle som én tager på vej ved udsigterne til at miste områdets største arbejdsplads, vender amtspolitikerne det døve øre til og nægter at blande sundhedspolitik og egnsudvikling sammen.

Det vanskeliggør i den grad dialogen. Vi kan godt forstå, at politikerne har et seriøst stykke arbejde med at få enderne til at mødes i sundhedspolitikken, men i tilfældet Djursland kommer den nye sygehusstruktur til direkte at forhindre ethvert fremtidigt forsøg på at erhvervsudvikle i området. Denne fremstilling blev nu endelig taget op af partier på gårsdagens amtsrådsmøde. Det er SF, som bebuder, at de ikke kan stemme for sygehuslukning, og samme holdning indtog som bekendt allerede Dansk Folkepartis medlem af sygehusudvalget på sidste uges høring i Grenå.
På Idégruppen Grenaa`s hjemmeside fremgår det i dag, at Dansk Folkeparti nu har stillet forslag til folketingsbeslutning om en foreløbig fredning af de små sygehuse, indtil Struktur-kommisionen har afgjort amternes skæbne. I sidste uge fik de lavet flertal udenom regeringen m.h.t. at forhindre en privatisering af sygehuse, når amterne muligvis nedlægges. Hertil var socialdemokraterne med, men i spørgsmålet om at bevare de små sygehuse ville de ikke være med.
Det skylder de os en god forklaring på, men indtil da må vi nøjes med at bringe Dansk Folkepartis lovforslag, så må vi krydse fingre for, at det alligevel bliver vedtaget:

" Forslag til folketingsbeslutning
om midlertidigt stop for amtskommunernes nedlæggelse af sygehuse
Folketinget pålægger regeringen straks at indlede forhandlinger med amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab med henblik på at indgå aftaler, hvorved amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab forpligter sig til ikke at træffe beslutninger om nedlæggelse eller salg af sygehuse eller afvikling af væsentlige eller større sygehusafdelinger, så længe regeringens strukturkommission ikke har afsluttet sit arbejde og i hvert fald indtil 31. december 2003."

Skrevet af Rex
Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002