Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 08-10-2002
Læserbrev: Eventyret om Ulven

Lige på den anden side af grænsen til Grenå Kommune bor en dame ved navn Lene Bjerre. I dagens avis har hun skrevet et lille eventyr, stærkt inspireret af virkelighedens verden:

"Der var engang et lille land. Det var et meget berømt land, som bl.a. var berømt for Dannebrog og for at have et godt og velfungerende samfund og demokrati og lighed og tryghed for alle.
Landet hed Danmark. I Danmark havde de hørt om, at Den Store Stygge Ulv var på vandring med retning mod en dejlig by ved Kattegat. Byen hed Grenå. Grenå var en by med en masse traditioner og en fantastisk natur. Denne by havde bl.a. en masse arbejdspladser, fire folkeskoler, en hel del daginstitutioner og et velfungerende sygehus. Borgerne i Grenå var meget glade for deres by og følte sig trygge ved demokratiet og var derfor ikke bange for Ulven.
De havde jo deres dejlige arbejde, deres børn gik i en god folkeskole, og de havde alle de fritidsaktiviteter, man kunne tænke sig. Men en dag kom Ulven alligevel til Grenå. Først åd den Grenå Dampvæveri, senere siger legenden, at den også åd BASF og byens mejeri. Det var ganske forskrækkeligt. Det værste var dog, at Ulven havde til hensigt at spise byens sygehus, men det fik den aldrig lov til. Man kan jo nok forstå, hvad dette ville have betydet for eftertiden, hvis det dejlige sygehus skulle ende i Ulvens mave. En masse mennesker ville miste deres arbejde, og endnu flere ville føle sig vanvittig utrygge, hvis de vidste, at de skulle transporteres i en hel time i ambulance, hvis de var så uheldige at miste en hånd i en skæremaskine, få en blodprop eller hjerneblødning, hvis deres barn faldt om med en lakrids galt i halsen, hvis en kvinde pludselig befandt sig midt i en kompliceret fødsel, og sådan kunne man blive ved.
Selv om Ulven sagde, at den ville lade en lille smule af sygehuset stå uspist, og at den ikke ville angribe mellem kl. 8 og 16, mente borgerne i byen, at man ikke kunne regne med at blive alvorligt syge eller komme slemt til skade i det korte tidsrum.
Man talte også om de såkaldte skattekroner, som byens kommune ville gå glip af. Tænk sig, det ville også blive sådan, at byens kommune stod for transportudgifterne til de syge ved kontrol og genoptræning, fordi de nu skulle fragtes som et andet kreatur til storbyerne Århus og Randers.
Det værste var, at hele Grenå by gik totalt i chok. Folk græd og havde et meget alvorligt udtryk i ansigterne, både voksne og børn. Selv borgmesteren i byen var meget, meget vred på Ulven. Man kan nok tænke sig, at indbyggerne i byen var meget bekymrede for deres liv i Grenå. Som tidligere nævnt i eventyret, ville en masse uskyldige mennesker miste deres job, de ville blive nødt til at prøve at sælge deres huse, som de ikke ville have råd til at bo i.
Problemet ville bare være, at der ikke ville være nogen købere til husene, selvom husene hurtigt faldt meget i pris, fordi eventuelle tilflyttere ikke havde lyst til at bosætte sig i området, hvis de ikke kunne arbejde, eller hvis de ikke kunne sætte deres børn i en skole med et højt fagligt niveau og en dygtig lærerstab.
Men eventyret endte heldigvis således: Alle de borgere, ca. 19.000, som ville blive berørt af, at Ulven satte tænderne i sygehuset, gik ganske enkelt amok. De dannede en stor, tyk, massiv ring om Ulven og dolkede den med ét slag, og borgerne og deres sygehus levede trygt og lykkeligt herefter.
Se, det var en sand historie."

Skrevet af Lene Bjerre fra Robstrupvej ved Grenå i Randers Amtsavis d. 8. oktober
Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002