Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 07-10-2002
Læserbrev: Centralisering? Nej tak!

Den er ikke nem at slippe, den sygehusdebat, og vi har jo også lovet læserne at blive ved, til vi har fået sygehuset igen! Så vi fortsætter ufortrødent med et indlæg fra en Grenå-borger, der advarer mod centraliseringen:

"Det er blevet tydeligt, at byer på Grenås størrelse har alt for ringe indflydelse på vilkårene for sin egen eksistens.
Magtfulde aktieselskaber kan uden videre nedlægge virksomheder, som har stor betydning for byens liv. Der er nok af eksempler. Da B&W skrantede, dukkede Bonde Nielsen op og hentede penge ud af Gredana, og nu kom så et norsk selskab og nedlagde det hele. Også mejerigiganten Arla kan uden videre stoppe en velfungerende afdeling. Her drejer det sig om privatejede foretagender med kapitalmagt, som griber ind i et etableret samfund, og overfor dette er vor kommune åbenbart magtesløs. Kapital kender ikke til samfundshensyn. Kun gevinster ved strukturrationalisering tæller.
Det burde ikke forholde sig sådan, når det drejer sig om offentlige foretagender som DSB og amterne. Amterne er - stadig - integrerede led i et demokratisk lands struktur og burde være sporet ind på at medvirke til den decentralisering, som den overvejende del af befolkningen ønsker! Derfor var det en pinlig demonstration af ansvarsløshed, da DSB solgte stationsbygningen til et privat firma - bare fordi det gav flere penge.
Det forekommer mindst lige så urimeligt, at vores eget folkevalgte amtsråd kan præsentere en plan om nedlæggelse af tre velfungerende sygehuse, blot fordi nogle rationalister kommer med argumenter om, at centralisering i store bysamfund skulle være lykken.
Store bysamfund har store problemer. De har komplicerede strukturer, de har svært ved at håndtere kriminalitet, og deres trafikproblemer kan de ikke klare uden statshjælp.
Vi bør have en klar målsætning om at modvirke den evige trang til sammenklumpning i store byer."

Skrevet af Børge Volf fra Grenå i Randers Amtsavis d. 7. oktober
Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002