Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 01-10-2002
Det kreative Nørre Djurs

Vi er lidt forsinkede (på grund af travlhed med sygehuslukningen) med den buket blomster, vi har haft lyst til at give her fra redaktionen den sidste uges tid til redaktionen på Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs. Siden lukningen sidste år af Dagbladet Djursland har vi mistet den sidste rest af interesse udefra til på en omhyggelig og journalistisk måde at dække, hvad der sker i vores områder, og det gælder jo både Nørre Djurs og Midtdjurs (de øvrige Djurslands-kommuner har stadigvæk redaktioner tilbage).

Djurslands Posten har efter lukningen af den store avis kastet sig over en ny disciplin, nemlig interviews med lokale personligheder, og da Nørre Djurs jo netop bl.a. er kendetegnet ved at have mange ildsjæle på forskellige områder, er mange af interview-ofrene naturligt hentet herfra - absolut rosværdigt, synes vi. Kirsten Westergaard fra Selkær gør en indsats for, at navnestoffet i Djurslands Posten er læseværdigt også for os herude. Derimod synes vi ærligt talt ikke, at der i det øvrige stof er meget at hente i de superkorte opremsninger af de samme nyheder, som man i forvejen kan læse i lidt længere form i både Grenå Bladet og Lokalavisen.
Grenå Bladet har sin gamle traver Ugen, der gik, og den er absolut sjov og, ved vi, meget populær, og her finder man da også mange nørre djursere nævnt, der af den ene eller anden grund har gjort sig uheldigt bemærket i politirapporten. Derudover er der som sagt mange ting i Grenå Bladet, som også kan læses i de øvrige lokalaviser, og da de alle udkommer den samme dag i ugen, er det lidt af et detektivarbejde, i de 3 ugeaviser at finde de nyheder, som kun står i én af dem. Også når det drejer sig om læserbreve, har vi det samme problem: de samme læserbreve (også fra Nørre Djurs) står stort set i alle aviserne, og det er i øvrigt ikke så attraktivt at føre debat på ugebasis!
Tilbage til roserne: efter Dagbladet Djurslands lukning begyndte Lokalavisen Midtdjurs at lægge sig i selen for også at dække Nørre Djurs, og her har specielt Ellen K. Hvidt gjort sig bemærket, da hun jo bor i området (Fjellerup). Samtidig har bladets redaktion efterhånden gjort mere og mere ud af netop det journalistiske, og de er blevet bedre og bedre til at kæde både lands- og amtspolitiske spørgsmål sammen med lokale Djurslands-forhold. Bredbåndsinitiativet, der jo som bekendt er udgået fra Nørre Djurs, har de været ovenud støttende omkring og ikke bare refererende, som de øvrige ugeaviser.
Som noget helt nyt har Flemming Lindeløf Rasmussen startet en tema- & debatside med overskriften "Med Djursland til fælles", og også den hilser vi velkommen. Da samtidig sidste uges udgave af Lokalavisen var udformet som en slags temaavis med titlen Det Kreative Nørre Djurs, kunne vi næsten ikke styre vores begejstring. Her var det nemlig lykkedes Ellen K. Hvidt på flotteste vis at kæde Popstars, Eigil Kjærgaard`s fortjenstmedalje, Kultur Raketten, åbne kunstnerværksteder og Shii-take sammen til et indbydende portræt af bare nogle af de mange spændende ting, Nørre Djurs står for. Især synes vi, portrættet af Eigil var direkte flot arbejde, så derfor denne "virtuelle" buket fra os!!

Skrevet af Rex
Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002