Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 01-10-2002
Nyhedsbrev fra LAL:

Om skole- og hospitalslukninger
Så aktuelt, som det overhovedet kan være, har vi til morgen modtaget nedenstående nyhedsbrev, der handler om nogle af de problematikker, vi er i lige nu med planer om lukning af sygehuset:


"Kære modtagere af LALs e-mail meddelelser,

Dette er den 22. meddelelse fra Landsforeningen Af Landsbysamfund til
kontakter i hele landet.
Den er et brev til Folketingsmedlemmerne, som de fik i fredags, inden
Folketingets åbning.

Kære folketingsmedlem,
Her er en henvendelse fra den ikke-bymæssige del af landet - altså fra vores landdistrikter, som i virkeligheden burde behandles som en højst betydningsfuld nøgle til bæredygtig overlevelse for vores postindustrielle samfund. Landdistrikterne - ikke mindst de tyndt befolkede - skal befolkes på en ny måde. Ikke affolkes, som det sker, når den offentlige service forringes, små sygehuse falder for sparekniven og de mindre folkeskoler trues af lukning i stor stil.
Landsforeningen af Landsbysamfund (LAL) vil hermed opfordre samtlige landets partier og folketingsmedlemmer til at tage skolelukninger og sygehuslukninger op som en del af debatindholdet
i det nye folketingsår. Undersøgelser af sundhedsvæsenets struktur har gentagne gange påvist, at de største sygehuse ikke nødvendigvis er de bedste, hverken resultatmæssigt eller økonomisk.
Tilsvarende er det med PISA-undersøgelsen fra OECD, hvor LAL i august i samarbejde med Kristeligt Dagblad blev nødt til at påvise, at OECD-rapporten på ingen måde kan tages som et blåt stempel for skolelukninger. KLs udvalgsformand Bjørn Dahl måtte d. 12 august indrømme offentligt, at han nok havde været lidt for fokuseret på økonomi til at
være helt objektiv. Også DPU forsker Niels Egelund måtte medgive at små skoler naturligvis er gode for små børn. Det viste sig, at OECD-rapporten kun omhandler 15-åriges skolegang!
Forbuddet mod skattestigning er medvirkende til, at kommunerne truer med skolelukninger. Men det er ikke måden at få nye skatteborgere på, og desuden viser beregninger, at det reelt kun er småpenge, der kan spares.
Udvikling af landdistrikterne er med i regeringsgrundlaget. Landsforeningen af Landsbysamfund anbefaler, at udligningskommissionen får færdiggjort sit arbejde, så en ændring kan træde i kraft senest d. 1. januar 2004, således som vi var blevet stillet i udsigt. Det kan meget vel vise sig, at en fornuftig ændring her giver et nyt billede af kommunernes økonomi.
Regeringen har afsat 1½ mia. kr. til sygehusene til nedbringelse af ventelister. De penge er ikke nær brugt. Lad dem komme til gavn, lad dem blive til de små sygehuse, så de fortsat kan medvirke til at nedbringe ventelister.
Og lad de små skoler få fokus fra Folketinget, så proportionerne bliver de rigtige, og en fejlfortolkning af en tilfældig OECD rapport ikke forårsager alvorlige skader på det danske skolevæsens struktur og funktion i samfundet. Landsbyens skole er ikke kun et lærested.
Men det ved alle I politikere godt. De fleste af jer er jo valgt udenfor København. Det er let at se storbyerne og deres behov og ønsker, men nødvendigt at huske, at vi også er en del af landet.
Vi blev lovet støtte til statslige arbejdspladser af et enigt folketing. Nu har vi en galopperende udtynding af arbejdspladser i alle udkanter. Må vi bede om jeres opmærksomhed?

Venlig hilsen fra os, der bor længst væk fra service, Landsforeningen Af
Landsbysamfund"


formand Jytte Aa. Møller, tlf. 57 64 62 11
formand@lal.dk

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002