Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 30-09-2002
Robotter og foredrag om gensplejsning i Voldby

I dag har vi den store fornøjelse at kunne bringe en nyhed, skrevet af en journalist på én af de "konkurrerende" ugeaviser. Det er Ellen K. Hvidt (Fjellerup) fra Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs, der har sendt os et stykke, hun ikke nåede at få med i sin egen avis. Aner vi en kommende fusion her på det lokale nyhedsmarked - Nørre Djurs NetNyt og Lokalavisen?

"VOLDBY Prøv fremtidens diskotek, se fremtidens bolig og fremtidens mennesker. Voldby skole har et bud og vil gerne dele det med andre i dagene fra den 1. oktober til den 4..
Voldby skole er klar til at deltage i Dansk Naturvidenskabsfestival 2002. De prøver at se 20 år frem, og for at få lidt realiteter på bordet er der i morgen formiddag (tirsdag den 1. oktober) besøg af Alan Friis Biocentrum, DTU til at fortælle om fremtidens fødevarer og Thure P. Hauser fra
Forskningscenter Risø vil fortælle om gensplejsede planter og naturen. Målgruppen er alle interesserede fra 6. og 7. klasser, gymnasieelever og voksne. Men der vil også være en masse aktiviteter for børn. Team 6. og 7. laver i løbet af ugen workshops om fremtidens robotter, mennesker og bolig, og man kan prøve fremtidens diskotek. Der vil være fantasifulde forsøg i fremtidens forskermiljø og solenergibilen står til afprøvning. Kattegatcentret vil desuden være på banen med blækspruttedissektion torsdag formiddag.
Hele torsdag formiddag er der også mulighed for at besøge fremtidsbussen, der kommer på besøg. Målgruppen er her elever fra 6.-10. klasse.
Fremtiden er i centrum på Voldby skole."
Skrevet og indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Ellen K. Hvidt

Se programmet her

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002