Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 30-09-2002
Jan Petersen går til indenrigsministeren

Vores lokale folketingsmand fra Sangstrup er gået til kamp for bevarelse af Grenå Centralsygehus. Jan Petersen har i sin egenskab af socialdemokratisk foketingsmand stillet spørgsmål direkte til den ansvarlige minister for at få ham til at stille statsmidler til rådighed. Det kan du læse i dag.

Jan Petersen.jpg (6396 bytes)

"Spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren, prgf 20, skriftlig besvarelse.

Hvor mange kroner af de 1,5 mia, som regeringen har afsat ekstraordinært til sygehusene på finansloven for 2002 er bruget i år 2002 og indtil dato?

Begrundelse:
Venstre fremhævede under valgkampen at sygehusene skulle have tilført yderligere ressourcer og på finansloven for 2002 blev vedtaget en ekstraordinær bevilling på 1,5 mia kroner til området. Fordelingen af denne bevilling på amter og behandlingsområder bedes beskrevet i svaret og det aktuelle forbrug af bevillingen ligeledes.

Hvor mange kroner af de 1,5 mia. kroner som regeringen har afsat ekstraordinært til sygehusene på finansloven på finansloven for 2002 er tilført Grenaa Centralsygehus.

Begrundelse
Sundhedsudvalget i Århus Amt har fremlagt forslag til høring, som medfører dramatiske forringelser i den nære sygehusbetjening på store dele af Djursland. Disse forringelser er begrundet i besparelseskrav i Århus Amt, hvor budgetlægningen bygger på skattestoppet og den mellem regeringen og Amtsrådsforeningen aftalte økonomi for amterne det kommende år.

Er ministeren indstillet på at ændre anvendelsen af de 1,5 mia kroner, således de mere generelt kan bruges til atstyrke økonmien i sundhedssektoren, således amterne ikke tvunges ud i sygehusnedskæringer, der krænker nærhedsprincippet?

Begrundelse:
Nedskæringerne på Grenaa Centralsygehus indebærer, at der vil være 60 km til nærmeste sygehus med akut døgnbetjening og medicinsk sengeafsnit. Det virker uforståeligt på borgerne i området, at der på den ene side afsættes 1,5 mia til at styrke sygehusene i Danmark og at der på samme tid skal ske sygehusnedskæringer af et sådant omfang, at den reele sygehusbetjening i 2003 vil ligge 60 km. væk.
Kan et amt gennemføre en beslutning om nedskæringer på et sygehus med en så kort tidsfrist, som der er tale om for Grenaa Centralsygehus s vedkommende, når sygehuset er en vital del af en egnscenterstatus i regionplanen.

Begrundelse:
Grenaa er i regionplanen for Århus Amt egnscenter for Djursland, hvilket medfører at der også i regionplanen forudsættes bærende samfundsfunktioner, herunder et Centralsygehus. Regionplaner vedtages efter en omfattende debat med befolkningen og lokale myndigheder og den lokale planlægning af fremtiden bygger på regionsplansforudsætningerne.

Mener ministeren nedskæringerne på sygehusene er helt uden sammenhæng med det skattestop, som regeringen har dikteret amter og kommuner?

Begrundelse: Skattestoppet medfører, at der reelt gennemføres skattelettelser, idet statslige skatter opkrævet i kroner ikke kan øges. Endvidere har regeringen forudsat, at der ikke sker skattestigninger i amter og kommuner og såfremt dette alligevel sker, vil regeringen have flertal for at gennemføre en strafafgift på 100% af skattestigningen i de kommuner og amter, der bryder skattestoppet. Det vil forhindre enkelte amter og kommuner i at foretage en tilpasning af skatteprocenten, der kunne hindre lukning af sygehuse og den ophævelse af nærhedsprincippet, som nedskæringerne på Grenaa Centralsygehus er udtryk for."
Stilet til indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen af Jan Petersen,
Folketingsmedlem (S)

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002