Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 27-09-2002
Læserbrev: Djursland udsultes

Som det sidste indlæg i dagens sygehusdebat bringer vi her et brev, skrevet af Venstre-manden Knud Kildal, der sidder i byrådet i Grenå:

"I debatten om Grenå Sygehus er fremført mange saglige og relevante begrundelser for at bevare sygehuset i dets nuværende form.
Jeg vil gerne supplere med at påpege nogle økonomiske konsekvenser for Djursland.
Borgere i Grenå betaler årligt mere end 200 mio. i amtsskat, og hertil kommer et to-cifret millionbeløb i ejendomsskat. I hele Grenå Centralsygehus` optageområde betales langt over en halv million kroner i skatter til amtet. Amtet anvender en meget stor del af sine indtægter til lønninger, men arbejdspladserne er langt fra jævnt fordelt over amtet. Hidtil har Djursland dog - også økonomisk - haft glæde af arbejdspladserne på Grenå Centralsygehus, men hvis dette omtrent nedlægges, vil kun en helt ubetydelig del af amtets lønudgifter blive udbetalt til medarbejdere, der bor på Djursland.
I forvejen anvendes statsskatten i overvejende grad til at skabe arbejdspladser og foretage investeringer i hovedstadsområdet, og vore mere eller mindre tvangsopkrævede pensionsbidrag investeres i at skabe aktiviteter i landets store byer. Statsskat og pensionsbidrag udgør tilsammen endnu større beløb end skat til amtet.
Det må være logisk for alle, at en egn ikke fortsat kan klare sig, hvis der fortløbende trækkes penge ud af dens befolkning til brug andetsteds. Den udsultes!
Hvis beslutningstagerne vil anlægge det helhedssyn, som de i hvert fald er moralsk forpligtede til, må dette føre til, at man bevarer størstedelen af arbejdspladserne på Djursland, og dermed bevarer Grenå Centralsygehus.
For øvrigt kan man ikke med rette give regeringen skylden for forslaget om nedlæggelse af centralsygehuset. Regeringen har nemlig ikke blot opfordret til skattestop, men også opfordret til at sikre en ligelig og retfærdig udvikling i alle dele af landet."

Skrevet af Knud Kildal fra Venstres byrådsgruppe i Grenå i Randers Amtsavis d. 27. september

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002