Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 27-09-2002
Idégruppen holder politikere til ilden

Stakkels Idégruppen Grenaa! Her har man lavet et idé-udviklingsforum for at sætte friske initiativer i gang fremfor at deltage i det almindelige klynkeri over diverse lukninger i Grenå de senere år, og så minsandten om ikke gruppen nu har fået den største "klynkesag" at tage sig af, som Grenå endnu har set, nemlig truslerne om lukning af sygehuset!
Amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen har i adskillige medier forsvaret planerne med det skattestop, den nye regering har pålagt amterne. Samtidig har gruppens hjemmesideredaktion modtaget flere breve fra det lokale Venstre-folketingsmedlem, Else Winther-Andersen fra Grenå, der raser mod lukningen, samtidig med hun fastholder, at Venstres politik går ud på lighed også for udkantsområderne, og at sygehuslukningerne alene handler om omprioritering af de amtslige midler.
Idégruppen skriver, at begge politikerne umuligt kan have ret, og at det er meget væsentligt for den videre vurdering af amtets planer, hvem af dem der har. Derfor har de opfordret de 2 til på hjemmesiden at krydse klinger, så vi andre kan blive lidt klogere.
Her på Nørre Djurs NetNyt vil vi opfordre læserne til at holde skarpt øje med debatten og også gerne deltage i den på flg. link:
http://www.idegruppengrenaa.dk/kommentarer.htm

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002