Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 27-09-2002
Nyt om sygehuslukningen (2)

I gårsdagens artikel kom vi lidt ind på selve de livstruende aspekter omkring planerne om at nedlægge vores lokale sygehus. Det vil komme til at koste menneskeliv og invalidering, mener bl.a. personalet på Grenå Sygehus, mens den ene overlæge og -sygeplejerske efter den anden forsikrer os om, at lægeambulancer i dag er mindst lige så effektive som skadestuer.

Hvis vi nu lader det emne hvile, så lad os engang prøve at se på, hvad konsekvenserne så bliver for alle de bunker af ikke-livstruende skader, der sker uden for det dagcenters åbningstid (8-16), som amtet vil spise os af med til erstatning for sygehuset. Den overvældende mængde af bøvl og besvær, som det vil skabe for både gamle og unge på hele Djursland, skal man bo her for at kunne fatte, og det er netop ét af de kildne punkter ved hele sagen. Det sygehusmiljø, hvor amtspolitikere henter de ekspertudsagn, som de bruger, når de træffer deres store beslutninger om sundhedsspørgsmål, har ikke udkantsproblematikken med i deres beregninger.

I en glimrende artikel i Randers Amtsavis i dag forklarer Jørgen Bollerup Hansen hele sygehusproblematikken set fra forskellige vinkler. Han tager f.eks. borgerne i skole med hensyn til, hvad det er for en vanskelig øvelse, vore amtspolitikere er kastet ud i lige nu. De er ikke reelt ude i en sparerunde, men derimod handler det om at omprioritere pengene til behandlingen af de syge. I vores moderne samfund stiller vi større og større krav til udvikling af behandlingsmetoder overfor sygdomme som kræft og andre "avancerede" sygdomme. Eksempelvis koster en kræftbehandling ca. 600.000 kr, og det er derfor, politikerne i amtet ud af en besparelse på 170 mill, flytter 165 mill. tilbage til sygehusvæsenet fra de små sygehuse og til de store.
Altså alt i alt et dilemma, som vi borgere heller ikke kan undslå os fra, men samtidig gør Bollerup Hansen også opmærksom på, at politikerne heller ikke bare kan blæse på borgernes store ønsker om nærhed i behandlingen af ikke-livstruende sygdomme. Og så kommer vi igen ind på noget af det, som vi her på NetNyt måske i virkeligheden synes er det allervigtigste i debatten om vores lokale sygehus. Som vi sagde i går, ikke for at negligére de livstruende aspekter ved lukningen, men vi vil gerne holde amtet fast på en helt anden ting.
Hvis vi skruer tiden lidt tilbage til den tid, hvor vi startede denne lokale netavis, var noget af det første, vi dengang tog fat i, sagen om den daværende afskaffelse af, at amtsbusserne mødtes ved stoppestedet i Glesborg. Et helt år måtte borgerne trækkes med stort besvær med at komme til de større byer uden store ventetider. Som det huskes, opstod der en såkaldt Busgruppe, som det virkelig lykkedes at få amtspolitikerne i tale. For eksempel mødte amtsborgmester Flensted-Jensen op ved selve busstoppestedet, hvor han pointerede kraftigt, at amtet bestemt ser det som sin opgave at betjene også folk i de yderste kanter
.
Når denne garanti så ikke gælder på sundhedsområdet, kan det ikke undre, at politikerne nu får os på nakken igen, bare meget værre denne gang. For det her handler i allerhøjeste grad om Djurslands største arbejdsplads, og med den energi og de ressourcer, som bliver brugt blandt andet i DUR-samarbejdet, med amtslig støtte til at gøre det mere attraktivt at bo på Djursland, så bliver der helt klart givet penge ud med den ene hånd, mens hele "butikken Djursland" bliver lukket med den anden.
Den problematik kan vi simpelt hen ikke leve med som borgere, og det kan I amtspolitikere heller ikke, for vi gider ikke stemme på jer næste gang!
Skrevet af Rex

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002