Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 26-09-2002
Nyt om sygehuslukningen (1)

Der er så sandelig spændende læsning at hente i dagens udgave af Randers Amtsavis/Aarhus Stiftstidende ang. den chokerende nyhed om nedlæggelse af Grenå Centralsygehus. Det viser sig (ikke overraskende), at flere amtsrådsmedlemmer er parate til at trække i nødbremsen og prøve at imødegå truslen om direkte "lig på bordet" som konsekvens af nedlæggelsen af skadestuefunktionen i Grenå.

Det er både den konservative gruppeformand i amtet, Poul Müller, den radikale gruppe, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF, som viser tegn på utilfredshed med, at borgerne på Djursland får så langt til akut behandling. Men om man vil bevare skadestuen eller forøge antallet af lægeambulancer også om natten, vil den nærmeste tids forhandlinger afklare.
Her på NetNyt synes vi naturligvis, at de direkte livstruende aspekter omkring sygehuslukningen har højeste prioritet i debatten, og det er da rart at spore en åbning hos de bestemmende politikere. Et andet spørgsmål er princippet om det nære sygehus som en helbredende og dermed besparende faktor i sygdomsbekæmpelsen, og her kan man sagtens lade eksperter slå nogle streger i et regneark og bruge det i sin spareiver, men en så omfattende omlægning af sygehusvæsenet kræver altså en længere politisk behandling end den lige godt en måned lange høringsfase, som amtet har tænkt sig at byde os. "Det er ikke normalt at lade noget så vigtigt for så mange mennesker afgøre så hurtigt indenfor amtet," som borgmester Gert Schou i Grenå så ganske rigtigt siger det.
For i dag vil vi lige slutte af med at fortælle, at Holger Frausing fra Grenå-redaktionen af Randers Amtsavis i dag har et interview med Bent Mikkelsen fra Grenå. Han sidder i amtsrådets sygehusudvalg, men desværre har han valgt at erklære sig selv inhabil i spørgsmålet. Han er socialdemokrat, og overfor avisen udtrykker han vrede over hele den argumentation, som hans egen partifælle, amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen, er kørt frem med om, at mangel på læger skulle være en begrundelse for nedskæringerne. "Mangler man speciallæger i Århus, kan man da bare sende dem til Grenå Sygehus", er hans provokerende kommentar til avisen.
Her på NetNyt har vi bestemt os for, at vi bliver ved med at skrive om den sygehuslukning, lige til den bliver taget af bordet. Indtil kan vi stærkt anbefale læserne at følge med i den løbende dækning på:
http://www.idegruppengrenaa.dk>

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002