Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 26-09-2002
Shakespeare på efterskole

På søndag d. 29. september afholdes den årlige Åbent Hus-dag rundt omkring på landets mange efterskoler for at give nye potentielle elever og deres pårørende en chance for at hilse på lærere og danne sig et indtryk af skolerne. Det har vores egen skole, Fremtidsbroen i Dalstrup, grebet an på en anderledes måde, som Svenn Strunk fortæller nærmere om i dag.

balkonscene (1).jpg (6363 bytes)
Afghanske Bezard i balkonscenen som den tilbedende Romeo over for Julie, der spilles af Susan fra Århus

"Efterskolen Fremtidsbroen.dk i Dalstrup ved Grenaa har taget hul på sit andet år som én af Danmarks yngste efterskoler med et brag af en teaterforestilling i en 2002-opdateret version af Shakespeares udødelige "Romeo og Julie".
Lørdag den 28. september er der åben forestilling for alle.
Søndag, på Efterskolernes Dag, kan man få et kig bag scenen i en række workshops om forestillingen, kombineret med en generel information om skolen. Og endelig mandag den 30. september er indbudt en stribe jævnaldrende unge fra lokale skoler og efterskoler.

International skole
Efterskolen Fremtidsbroen.dk er en international blanding af 10. klasses elever fra både Danmark, Litauen og Island, samt tre jævnaldrende unge fra flygtningelandsbyerne i Randers og Grenaa.
- Man kan vente sig en forestilling, der hæver sig langt over den normale skolekomedie, fortæller skuespiller Kramer Madsen, der er hyret som gæstelærer og tovholder på projektet.
- Når først kedlerne er kommet i gang, koger det helt af sig selv i en blanding af video, musik, dans. Publikum vil opleve, at sproget ikke er nogen barriere på trods af, at skuespillerne repræsenterer tre-fire forskellige nationaliteter, understreger Kramer Madsen.

Projektundervisning - alle er med

Den fælles opgave er en indlysende start for en skole, der definerer sig gennem projektundervisning, hvad enten det er individuelt, i grupper eller som her - for hele skolen på én gang.
Alle er med. Enten som skuespillere, musikere, dansere, kostumemagere, PR-folk, lys- og lydteknikere eller i video-gruppen, der skal stå for den helt specielle scenografi, der vil sætte sit markante præg på showet.

- Noget af det fantastiske ved at arbejde på denne måde er, at alle der deltager, vil opleve at skabe noget - uanset de personlige forudsætninger, som Kramer Madsen forklarer det.
Kramer Madsen er hyret som gæstelærer til opgaven. Han har over 15 års erfaring som børneteaterskuespiller.

Mix af fortælleformer
- Det vil blive et mix af mange forskellige fortælleformer. Video-baggrunden vil være en markant del af helheden, men også dansen og ikke mindst musikken spiller afgørende ind. Publikum behøver ingen specielle forudsætninger for at forstå handlingen. Vi har jo også en fortæller, der ind imellem går på scenen i løbet af de 60 minutter, forestillingen varer, for at sætte skik på stykkets vekslen mellem drøm og virkelighed, fortid, nutid og fremtid, forklarer Kramer Madsen."
Stykket opføres desuden både lørdag og mandag, og hér kan du se det samlede program

Romeo og Julie & Efterskolernes Dag:

kan opleves både foran og bag scenen på Fremtidsbroen.dk:

Lørdag den 28. september klokken 14.00

Offentlig forestilling, med særlig invitation til forældre og familie til skolens elever.

Søndag den 29. september klokken 14 – 16:

Efterskolernes Dag: Besøg skolen og få en snak med lærere og elever om hverdagen på en af Danmarks yngste efterskoler, og som samtidig er en af de få efterskoler, der definerer sig gennem projektundervisning.

Oplev"back stage – workshops" om Romeo og Julie.

Mandag den 30 september klokken 11.00 og kl 17.00

De store årgange i de lokaler skoler inviteres til en forestilling, senere på dagen følger indbudte efterskoler.

Alle forestillinger og de fleste workshops afholdes i skolens store cirkustelt på fodboldbanen ved skolen.

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af:
Fremtidsbroen Efterskole.dk, Dalstrupvej 30, Dalstrup, 8500 Grenaa, Yderligere information: PR-Gruppen v/ Svenn Strunk.
Tlf.nr.: 86 33 20 33, e-mail: svst@fremtidsbroen.dk
Skrevet af efterskolelærer og tidligere journalist, Svenn Strunk

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002