Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 25-09-2002
Kom til Raket-møde!!

Vi indrømmer blankt her på NetNyt, at vi er noget sent ude, men til gengæld har det været grundigt opreklameret i alle ugebladene, at det nu er tid for gode idéer om vinterens buket af kulturarrangementer under navnet Kultur Raketten. Er du med i et forsamlingshus, en forening eller et menighedsråd, eller har du andre tilgange til det kulturelle liv i området, er du mere end velkommen til at deltage i mødet i morgen, torsdag d. 26. september kl. 16.30 i mødelokale 3 på rådhuset i Glesborg.
Her vil kulturens utrættelige ildsjæl på kommunekontoret, Kirsten Krogh fra Børne- og Kulturforvaltningen, og den kunstneriske leder, musiker Bo Jacobsen fra Emmelev, tage imod forhåbentlig en masse gode idéer fra borgere. Det sker i samme optimistiske ånd som de foregående år, selv om man ikke skulle tro det muligt med de besparelser, der ellers fuldstændigt præger det kommunalpolitiske billede for øjeblikket. Krisen forstærker dog det mål, der godt nok hele tiden har været der, men som i år er ekstra nødvendigt, nemlig at tilrettelægge sine kulturarrangementer på en måde, så de trækker tilstrækkeligt med folk til, at den kommunale underskudsgaranti bliver minimal.
Det levner i år ikke plads til Nytårskoncerten, der med Keld & Hilda Heick som trækplastre fik et underskud på 20.000 sidste år, og de store klassiske satsninger, som Ole Wierød tidligere har stået for, er der heller ikke råd til. Til gengæld lover Raket-bagmændene plads til Djurs Barok, der også står for høj kvalitet inden for den klassiske lokalmusik.
Skrevet af Rex

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002