Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 24-09-2002
Læserbrev:

Glemmer man bevidst eller ubevidst?
René van der Ploeg fra Mastrup havde i Grenå Bladet i sidste uge et indlæg, hvor han ironiserede over Jysk Pædagogseminariums nye tiltag med et brobygningskursus for indvandrere. Det bringer vi i dag:


"Det er ikke fordi, det er nemt at forklare. Jeg prøver alligevel.
Det er ikke utænkeligt, at der findes to- eller flersprogede mennesker, der på grund af denne sproglige evne vil føle det som en for stor byrde at starte en pædagoguddannelse.
Det kan også muligvis være rigtigt, at det at have en fremmed uddannelseskultur - foruden en sproglig evne - også skulle være en særlig hindring for at starte en sådan videregående uddannelse.
For Jysk Pædagog-Seminarium er det i hvert tilfælde anledning til at tilbyde flygtninge og indvandrere, som tilsyneladende er i besiddelse af begge nævnte evner, et brobygningskursus, så at de kan lære noget om sig selv, og hvordan de kan videreføre dét, de har til Danmark.
Da jeg læste om dette sprog- og kulturfænomen i et indlæg: "Flygtninge og indvandrere forberedes til pædagoguddannelse i Grenaa" i Grenå Bladet af d. 27. august, tænkte jeg på et andet seminarium i Jylland, hvor man forsøgte sig med et lignende tiltag: at kvalificere en gruppe mennesker til en pædagoguddannelse.
Det drejede sig her om at kvalificere mænd til en pædagoguddannelse.
Jeg tænkte og skrev dengang, at pædagogseminarier hellere skulle tilpasse undervisningen til også at kunne rumme mænd, i stedet for at lade dem opføre sig som det køn, de ikke er.
Alle ved jo, at pædagogseminarier ikke er et sted med særligt mange hankønsvæsener.
Nu som før tænker jeg, at det ikke kan være rigtigt, at dannede folk mener, at mennesker, der er anderledes (p.g.a. køn, sprog, kultur, osv.), først skal lære at gøre som de andre, før de må lære noget mere - at være pædagoger.
Ordet integration begynder her for alvor at ligne assimilation, selv om der ikke er noget galt med assimilation, hvis man ellers kan lide det. Eller kunne der måske være tale om et uddannelsesmarked, der ikke er udnyttet?
Dette indlæg ville ikke have været nødvendigt, hvis bare man havde husket at skrive i ovennævnte indlæg, at det naturligvis kun er nogle flygtninge og indvandrere, der kunne have besvær med at gennemføre en pædagoguddannelse. Og at der sandelig også er dem, der manglede udfordringer fra seminariers og medstuderendes side og faktisk gennemfører pædagoguddannelsen uden særlig stor indsats. For slet ikke at tale om de mennesker, der er så overkvalificerede, at man faktisk skulle tage imod dem med kyshånd for at lade dem være med til at uddanne pædagogstuderende.
Set bort fra, hvad denne forglemmelse faktisk udtrykker, står der naturligvis tilbage, at der ikke skulle omformes nogen til det, de ikke er, og aldrig bliver eller ønsker at blive, blot for at kunne opfylde de behov, der i virkeligheden faktisk ikke er.
Rent faktisk er der jo et uddannelsessystem, der muliggør kvalifikation til en videreuddannelse og et forum, der bedømmer ansøgere til de forskellige videregående uddannelser. Om sidstnævnte kunne man i hvert tilfælde have en mening, om der er gode nok.
Men at forglemmelsen er et tegn på, at et mindretal, uanset hvilket, ikke har samme rettigheder som og behandling af flertallet?…..Tja….en tanke!"

Skrevet af René van der Ploeg fra Hovedvejen 29 i Mastrup i Grenå Bladet d. 17. september

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002