Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-09-2002
Læserbrev: Ikke Venstres skyld

I dag har vi i Randers Amtsavis fundet følgende indlæg fra Sangstrups mand på Tinge, socialdemokraten Jan Petersen:

"Jeg hører det ofte. I folketingssalen og i aviserne og specielt, når konsekvenserne af Venstres politik bliver en del af vores hverdag: "Det er en videreførelse af den tidligere regerings politik." Og hvis jeg rejser et politisk problem, er det første, jeg møder: " Det har i haft 9 år til at gøre noget ved, og så kommer i først med det nu."
SR-regeringen gjorde mange gode ting: Eksempelvis er beskæftigelsen kommet i top, mens arbejdsløsheden er kommet ned. Men vi var faktisk ikke færdige. Der var meget, der skulle gøres endnu.
Det var tid til forandring, hvilket jo er i modsætning til udsagnet om, at det - når det er ubehageligt - blot er en videreførelse af den tidligere regerings politik.
Skattestoppet er ikke en videreførelse af den tidligere regerings politik. Socialdemokraterne argumenterede for, at først kom velfærden og nedbringelsen af den offentlige gæld, derefter kunne vi tale om lavere skatter. Nu har vi så et Venstre-dikteret skattestop, mens gælden stiger, og velfærden beskæres kraftigt.
Det er åbenbart vigtigere at holde fast i skattestoppet, end det er at sikre ordentlige børnehaver, skoler og ældrepleje.
Venstre kan godt droppe idéen med, at alt det slemme skyldes, at man blot viderefører VR-regeringens politik. Venstre gik til valg på forandring, og det får vi i disse måneder i form af nedskæringer i amtet og kommunerne. Hvorfor fortalte Venstre ikke, at de forandringer, vi borgere skulle udsættes for, var nedskæringer på nedskæringer? Hvorfor fortalte Venstre ikke om prisen på skattestoppet? Hvorfor fortalte Venstre ikke sandheden? Svaret er, at så havde de ikke fået regeringsmagten."
Skrevet af folketingsmand Jan Petersen fra Sangstrup i Randers Amtsavis d. 23. september

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002