Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-09-2002
Kommunens Nyhedsbrev nr. 3

Vi føler endnu engang trang til at rose det initiativ, den kommunale administration har taget med et nyhedsbrev med korte og præcise meldinger til borgerne. Det er vores agt på længere sigt at bruge det mere kreativt, men stor travlhed på redaktionen gør, at vi igen i dag bare sætter nyhedsbrevet op, som vi har fået det.
Læs nyhedsbrevet hér!

Stop svineriet kampagnen er slut.

Stop svineriet kampagnen er slut, og kommunen er blevet meget renere. Der foreligger ikke tal for hvor meget affald, der er indsamlet, men der er ingen tvivl om, at der er gjort en stor indsats op til og på selve dagen.

Nørre Djurs Kommune vil gerne takke alle, der var med til at gøre en indsats i forbindelse med "Stop svineriet" kampagnen. Lad os håbe, at jeres indsats og kampagnen også vil medføre en holdningsændring, så vi tænker os bedre om og ikke sviner fremover, for det er det væsentligste succeskriterium.

SB

 

Udtræden af kommunalbestyrelsen

Da hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem ifølge Hans Fisker Jensen ikke kunne forenes med arbejdet som fiskeskipper, er Hans Fisker Jensen blevet fritaget for medlemskab af kommunalbestyrelsen.

Som nyt medlem af kommunalbestyrelsen indtræder 1. stedfortræder på Dansk Folkepartis liste - Knud Andersen, Bønnerup Strand i kommunalbestyrelsen.

Knud Andersen har i perioden fra 3. juni 2002 og til den 12. september 2002 fungeret som stedfortræder under Hans Fisker Jensens fraværsperiode.

Knud Andersen har overtaget samtlige Hans Fisker Jensens udvalgspladser: Økonomiudvalg, bevillingsnævn, Nørre Djurs Erhvervsråd samt valgbestyrelsen ved kommunale valg.

MC

 

 

Storskraldsindsamling

I uge 41 er der indsamling af privat storskrald ved helårsboliger i Nørre Djurs Kommune. Storskrald kan være gamle møbler, gulvtæpper, hårde hvidevarer, cykler og lignende. Hvis man plejer at give sådanne effekter til et loppemarked, skal man selvfølgelig fortsat gøre det.

Storskraldsindsamlingen giver mulighed for at få affaldet hentet ved døren og er et supplement til Genbrugsstationen. Alle helårshus-

stande kan benytte ordningen, men det er især ældre borgere, der benytter ordningen. Affaldet indsamles med traktor og vogn og

afleveres på Genbrugsstationen, hvor det sorteres ud i de respektive fraktioner. Indsamlingen påregnes at være overstået i løbet af ugen.

For at få affald afhentet skal man tilmelde det senest den 3. oktober til Teknisk Afdeling. Affaldet skal være klar til afhentning fra mandag morgen i indsamlingsugen ved indkørslen, eller på gårdspladsen eller et lignende sted, let at se og let tilgængelig for afhentningsmandskabet.

SB

 

 

Nyt boligområde på vej i Ørum Djurs.

Randersegnens Boligforening har planer om at opføre 20 andelsboliger på Dystrupvej i løbet af 2003. De 20 boliger opføres efter planen som tæt-lav byggeri på arealet umiddelbart vest for Vestervang Plejehjem og Aktivitetscentret, og der etableres stiforbindelser imellem Vestervang og de nye andelsboliger.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at ville fremme projektet og har netop offentliggjort et forslag til Lokalplan nr. 72 for det nye boligområde. Lokalplanforslaget er fremlagt på Rådhuset og bibliotekerne i offentlig høring indtil den 12. november 2002.

SB

Evalueringsmøde om Nørre Djurs Telebus.

Erfaringerne med de første 4 ugers drift af Nørre Djurs Telebus drøftes på et møde den 30. september mellem repræsentanter fra Ældrerådet og Centerrådet samt Telebusvognmændene og kommunens administration.

Dette første evalueringsmøde holdes så tidligt i forløbet for så hurtigt som muligt at opnå den optimale udnyttelse af det nye kommunale kørselstilbud.

SB

 

Børnekulturuge 2002

Nørre Djurs Kommune har – sammen med 5 andre kommuner på Djursland – planlagt

Kulturtilbud i efterårsferien for områdets børn i alderen 3 – 15 år.

Det er fjerde gang vi giver børnene dette tilbud om forskellige kulturaktiviteter. Det samarbejde, der startede med Grenaa, Ebeltoft og Nørre Djurs som samarbejdsparter, er nu udvidet til også at omfatte Midtdjurs, Rosenholm og Rougsø kommuner.

En brochure, der beskriver alle aktiviteterne, omdeles i disse dage til alle børn i målgruppen (børnehaver og skoler). Plakater ophænges rundt omkring, og der kommer en af dagene pressemeddelelser ud om Børnekulturugen, og ekstra brochurer kan afhentes på biblioteker m.v.

Der er indbudt til et stort og festligt åbningsarrangement i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, hvor der vil blive budt på musik, dans og gøgl samt Muddi og Salamidrengene.

FB

 

Ældreplanen

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at kommunens Ældreplan skal revideres.

Arbejdet er nu påbegyndt, idet der er taget kontakt til Konsulentfirmaet under Kommunernes Landsforening, der har fremsendt et projekttilbud om analyse af ældreområdet 2002.

Beslutningen om revision af Ældreplanen er taget på baggrund af et ønske om at sikre en organisering, der dels kan opfylde lovens krav om "Frit Valg", og dels kan give politikerne et overblik over de fremtidige behov inden for ældreplanens forskellige områder.

På Det Sociale Udvalgs kommende møde skal der tages stilling til konsulentfirmaets forslag og til finansiering af udgifterne.

FB

 

Efterskoleelever

For folkeskoleeleverne i Nørre Djurs Kommune er det blevet meget populært at henlægge sidste del af skoletiden til en af landets mange efterskoler.

Næsten 60 elever mod sædvanligvis 40 – 45 elever er fra august tilmeldt en efterskole.

FB

 

 

 

Voldby Skole indvier glasudsmykning

I vinduerne i Voldby Skoles nybyggede bibliotek ophænges otte glasbilleder.

Det er glaskunstneren Susanne Høker Johnsen, der har stået i spidsen for og samlet 30 elevers billedlige fortolkninger af H.C. Andersens eventyrfigurer. Elevernes tegninger er overført til de otte glasplader, som derefter er bearbejdet ved hjælp af farver og graveringsteknik.

Det spændende kunstværk bliver afsløret fredag den 20. september 2002.

FB

 

 

Ungdomsvejledningen i Nørre Djurs

Hvordan samarbejder vi om de udsatte unge i Nørre Djurs Kommune?

Dette var overskriften til et tværsektorielt møde om at få dannet et ungdomsteam – en netværkgruppe – der skulle sikre et tæt samarbejde mellem de forskellige ansatte i kommunen, der arbejder med rådgivning og vejledning.

Mødet blev afholdt den 17. september 2002.

Mødet skal ses i sammenhæng med de betydelige indsatsområder, der har været i kommunen på dette område. Senest i forbindelse med Ungdomskommuneforsøget og det nuværende projekt om Nye idéer, andre metoder og høj kvalitet i ungdomsvejledningen.

Konklusionerne på mødet var, at man oplevede at være kommet endog meget langt i samarbejdet, at man i høj grad har draget fordel af at være en lille kommune med tætte relationer mellem de forskellige personalegrupper, men samtidig at opgaven kan udføres endnu bedre ved at udbygge det eksisterende system uden at skulle til at etablere et nyt.

FB

 

 

Budget 2003

Kommunalbestyrelsen havde 1. behandling den 12. september. Der var enighed om, at genopretning af kommunens økonomi har høj prioritet de kommende år, og at der derfor skal gennemføres store driftsbesparelser i 2003. Den 18. september udløb fristen for ændringsforsalg til budgettet. Ved fristens udløb havde alle partier/lister indsendt ændringsforslag. Derudover foreligger der tekniske ændringer af budgettet, som medfører en

 

indtægtsforøgelse på 1,9 mio. kr. Denne indtægtsforøgelse skyldes bl.a., at vi nu efter den seneste befolkningstalsopgørelse vurderer, at statens skøn over indbyggertallet 2003 for Nørre Djurs Kommune er for lavt. En korrektion på 33 personer betyder, at kommunen i statstilskud og kommunal udligning vil modtage yderligere 852.000 kr. i forhold til det, der var indlagt i budgettet.

SB

 

Kommunestrukturen på Djursland.

Flere kommuner taler netop nu om samarbejdsmuligheder og evt. sammenlægninger.

Baggrunden er blandt andet regeringens udmelding om at nedsætte en strukturkommission, som inden udgangen af 2003 skal komme med anbefalinger dels til evt. ændringer i opgavefordelingen i den offentlige sektor og dels til evt. ændringer i den kommunale inddeling.

Det - der tales mest om - er samarbejde, som kan styrke den enkelte kommune i forhold til konkrete arbejder, som måske kan være vanskelig for en lille kommune at løfte alene. De fleste ønsker at bevare deres egen kommune med hovedvægt af argumenter lagt på nærvær og nærhed i demokratiet.

 

På Djursland er der flere bolde i luften for øjeblikket. De fem vestlige kommuner på Djursland taler om et snævrere samarbejde, det drejer sig om Rougsø-, Sønderhald-, Midtdjurs-, Rønde- og Rosenholm kommuner.

Vi hører, at man nu også taler om et alternativ hertil, nemlig samarbejde mellem nogle Syddjurslandskommuner.

I dag har vi konkrete samarbejder mellem de 8 kommuner på Djursland. Det drejer sig om Djurslands Udviklings Råd (DUR), Reno Djurs og til dels turisme og erhverv.

Herudover er der forskellige samarbejder mange kommuner imellem og på kryds og tværs. Så forvirringen er stor.

Som borgmester i Nørre Djurs Kommune synes jeg, at det ville være befriende, hvis vi kunne tage hul på en åben debat de 8 kommuner imellem om, hvad målet/visionen kunne være for hele Djurslandsområdet.

Det vil være ulykkeligt, at man får skabt barriere med baggrund i nogle snævre samarbejder, som evt. kan forhindre, at vi når det mål, som alle - måske ved en fælles drøftelse - kunne se, var det optimale.

JPJ

  

 

Nyhedsbreve udsendes til:

Pressen og kommunens politikere og institutioner og er endvidere tilgængelige på kommunens hjemmeside www.nr-djurs.dk og Intranet.


Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002