Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-09-2002
Stop Svineriet - også i Bønnerup

De havde sandelig travlt, folkene i Bønnerup i søndags, for samtidig med ovennævnte loppemarked stod de samme mennesker for Bønnerups udgave af Stop Svineriet. Herom skriver Bent Ketelsen fra Tennisklubben:

"TennisKlubben og Aktivitetsklubben arrangerede TV2 Østjyllands kampagne Stop Svineriet.
Da vi havde hænderne fulde med loppemarkedet, inviterede vi Borgerforeningen, Lystbådehavnen, Sport og jagtklubben, Bønneruphuset, Sejlklubben, Petanqueklubben og Bådelauget til at hjælpe os med kaffebord og øl/vandsalg og selve afviklingen af indsamlingen.
Der var planlagt dannelse af 5 grupper til indsamling af skrald i skov og by, på havnen og stranden samt ved landevejene. For at folk ikke skulle slæbe så langt, lagde vi flere opsamlingssteder i området, så man kunne sætte sin sæk der og tage en tom. Samtidig kunne man slukke tørsten med noget kildevand på opsamlingsstedet.
TV2 Østjylland udloddede en rejse til Maldiverne til en heldig deltager, men det var ikke en af vores, der vandt, desværre.
Der var 25 deltagende plus arrangører til at indsamle skrald, og det var lidt skuffende i forhold til de tilkendegivelser, der var givet på forhånd, men vi fik da samlet en halv container skrald.
Brødshoppen gav rundstykker, Blå Kutter og Søhesten gav kaffe og the, Dagli'Brugsen lavede annoncen og betalte for distributionen samt gav en
pose slik til hver, Grefta Tryk trykkede gratis, Korsholm Keramik gav en Gammel Dansk til kaffen, Havnegrillen og Molino Bar gav en forfriskning til
afslutning. Alle 3 fiskehandlere på havnen lånte os deres lastbiler.
Mange tak til alle medvirkende virksomheder og foreninger, og ikke mindst til alle indsamlerne."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Bent Ketelsen fra Bønnerup Tennisklub & Bønnerup Aktivitetsklub

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002