Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-09-2002
Loppemarked i Bønnerup

I Bønnerup har man de seneste par år arbejdet ihærdigt for at skabe nogle sjove og spændende aktiviteter for børn og unge som alternativ til alle de mange faldgruber, som unge i dag nemt falder i. For at skaffe nogle penge til det videre arbejde havde man i søndags arrangeret loppemarked, og det skriver Bent Ketelsen fra Bønnerup lidt om i dag:

"Loppemarked i Bønnerup Strand fik stor opbakning!!!
Det var glade medlemmer af Aktivitetsklubben og Tennisklubben, der åndede lettet op, da loppemarkedet sluttede søndag den 15. september kl. 16.
Der havde været cirka 500 besøgende og 75% af de indleverede "lopper" og "antikviteter" var blevet solgt. De to økonomisk hårdt trængte klubber kunne, da kassen var blevet talt op, notere sig indtægter for ca. 20.000 kroner.
Lokalbefolkningen har som sædvanlig givet stor opbakning til dette lokale arrangement, dels med at møde op og være kunder, men også i stort omfang ved at være de glade givere af nyttige effekter, som andre kunne høste glæden af at anskaffe til billige priser.
Også under indsamlingen var der stor lokal opbakning og firmaer Stefco i Ørum, Treaa Huse samt fiskehandlerne på havnen lagde velvilligt lastbiler til.
Under selve loppemarkedet blev vi underholdt af levende musik, der til stort bifald blev leveret af Flemming Hansen og Jens Sax fra Bønnerup Strand.
Kim Lanzky, som er formand for aktivitetsklubben og har været koordinatoren for dette arrangement, fortæller allerede, at successen skal gentages til næste år, så folk er meget velkomne til at gemme effekter til næste års indsamling. Desværre har vi ikke ressourcer til at opbevare effekterne før den officielle indsamling.
Stop Svineriet-kampagnen var koordineret med loppemarkedet, og efter at morgenkaffen var drukket i den blå hal, startede 25 frivillige hjælpere en stor indsats for at gøre området rent.
Det var en flot indsats, og der har sjældent været så rent i området.
Både Aktivitetsklubben og Tennisklubben i Bønnerup Strand vil gerne rette en tak til alle for indsats og opbakning til disse projekter.
Vi går i gang igen til næste år!!!"

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002