Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-09-2002
Bredbåndsforedrag i Kolind

Gudrun Lundemose fra Bønnerup er nu, udover at være leder af LOF i Nørre Djurs, yderligere blevet udnævnt til leder af Midtdjurs-afdelingen af dette oplysningsforbund. Hun har bedt Bjarke Nielsen fra DjurslandS.net om at fortælle om det spændende initiativ på mandag på Kolind Centralskole. Herom skriver han selv:

"Hvad skal vi med bredbånd på landet?
For livet på landet findes ingen jævnbyrdig deltagelse i fremtidens samfund, uden en bredbåndsadgang til Internettet og andre elektroniske netværk.
En landzone uden adgang på rimelige vilkår til bredbånd, vil miste konkurrenceevnen på næsten alle områder og risikerer derved at udvikle sig til et fattigdomsområde.
Vi har derfor brug for adgang til ægte bredbånd på rimelige vilkår for alle på Djursland hurtigst muligt. Men dét kommer ikke til at ske af sig selv. Lovgivningen fæster lid til markedskræfterne. Og på dette marked agerer teleselskaberne. De går, som man kan forvente, efter hurtig gevinst og satser derfor ikke opstilling af det nødvendige udstyr i tyndt befolkede områder, idet det lille brugerantal omkring centralt placeret udstyr betyder en risiko for ikke at skabe fortjeneste. Dette problem forstærkes af at alle kendte højhastigheds-teknikker svigter over større afstand.
Andre markedskræfter er derfor nødvendige hvis der skal sættes skub i IT-udviklingen på Djursland.
Amtet har investeret i at forbinde hospitalerne og de amtslige institutioner med fiber, men det får ikke umiddelbart nogen virkning for husstande og virksomheder. Ligeledes har et fælles kommunalt initiativ søgt at tiltrække teleselskabernes opmærksomhed i forbindelse med at skaffe kommunernes institutioner billigt bredbånd og telefoni. Men dette fælles initiativ er nu opgivet da det blev for dyrt. Det kommer derfor heller ikke Djurslands husstande og virksomheder til gavn.
For at fremme sagen gik borgere fra Djurslands 8 bokommuner allerede i efteråret 2001 sammen om at skabe en bredbånds-forbrugerorganisation for Djursland, med det sigte at skaffe lynhurtigt Internet til fast lav pris overalt på Djursland. Medlemskab er gratis og uforpligtende. 2.700 djurslændinge har efterhånden tilmeldt sig Bredbåndsforeningen www.DjurslandS.net og foreningen har siden starten søgt samarbejde med mere end 25 televirksomheder, men ingen af dem har kunnet se kommercielle muligheder i Djursland. Foreningen søgte så samarbejde med kommunerne om etablering af et fælles forsyningsselskab, men kommunerne har ikke turdet gå ind i initiativet. Derfor er foreningen endt med selv at ville etablere et regionalt bredbåndsnet bestående af mangfoldige landsbynet baseret på sikker trådløs teknologi, idet det vil være langt det billigste. Dette skal ske gennem de lokalforeninger der efterhånden er ved at være oprettet i alle Djurslands 8 bokommuner. Lokalforeningen i Nørre Djurs ér gået i gang og har fået EU-støtte til etableringen af landsbynet i de 10 tættest befolkede områder. Det er planen at erfaringerne herfra skal komme hele Djursland til gavn.
Torsdag den 29/8 stiftede en kreds af interesserede i Midtdjurs Bredbåndsforeningen MidtdjurslandS.net for at sætte skub i en lignende udvikling i Midtdjurs.
Hvor langt er man kommet i den nye lokalforening ? - Hvad er mulighederne ? - Og hvad gøres der konkret fra DjurslandS.net's side for at sikre at Djurslands befolkning ikke hægtes af udviklingen frem mod IT-samfundet, men får adgang på rimelige vilkår til en fælles bredbånds-infrastruktur?
Foredraget er for alle på Djursland og er arrangeret af LOF i Midtdjurs og det holdes af formanden for Bredbåndsforeningen DjurslandS.net Bjarke Nielsen, mandag d. 30/9 fra kl. 19.00 til 21.45, i Glassalen på Kolind Centralskole."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Bjarke Nielsen, DjurslandS.net

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002