Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-09-2002
Idégruppe protesterer mod lukningsplaner

TV2 Østjylland havde i aftes et indslag om de nedskæringsplaner i Århus Amt, der truer med at lukke Grenå Sygehus. Da det i højeste grad også angår borgerne i Nørre Djurs, fortæller vi i dag om Idégruppen Grenå`s protestaktion.

    SYGEHU1.gif (11970 bytes)


Opmærksomme læsere af Nørre Djurs NetNyt vil vide, at vi med stor interesse har beskrevet det arbejde, Idégruppen Grenå laver med at sætte skub i en masse større og mindre borgerinitiativer, der i det lange løb skal gøre det sjovere at bo i Grenå. Selv om vi som bekendt er lokalpatrioter på redaktionen, har forholdene i regions-hovedstaden jo også stor betydning for Nørre Djurs, og når Jørgen Lund fra Idégruppen oven i købet har en fortid i Nørre Djurs (Tranehuse), er sagen jo helt klar.
Gruppen har nu altså fået en aktuel mærkesag, nemlig planerne om nedskæringer på Grenå Sygehus, og hér kan du læse Idégruppens mening om den sag:

"Reduktion af Grenaa Centralsygehus aktiviteter
Igen skal vi opleve, at det offentlige system udløser serviceforringelser over borgernes "syndige" hoveder, denne gang skal det åbenbart gå ud over regionalsygehusene. Vi har i Idégruppen Grenaa kunnet konstatere, at Grenaa Centralsygehus i den kommende tid vil blive udsat for meget omfattende nedskæringer, en udmelding som ikke lader én i tvivl om, at det langsigtede mål med disse reduktioner er at få nedlagt vores sygehus.
Vi kan undre os over, hvor vores egne lokalpolitikere er henne i denne sag, dem har vi indtil nu ikke hørt en stavelse fra. Men situationen med hensyn til nedskæringer inden for sygehusvæsenet, som vi har kunnet opleve de sidste mange år, er med de sidste underretninger, vi har fået, nu bragt til et niveau, hvor befolkningen må protestere, og komme med en udmelding, der siger:
"Det her vil vi simpelt hen ikke finde os i, nu er det nok. I er sat som folkevalgte politikere, der skal finde ud af, hvad der tjener befolkningen bedst muligt, men det, vi ser, er, at I i er fuld gang med at ødelægge vores sygehusvæsen i lokalområderne, hvilket er komplet uacceptabelt og ude af trit med de ønsker og krav, befolkningen har til et dansk samfund år 2002."
Idégruppen Grenaa har modtaget en skrivelse fra en ansat på Grenaa Centralsygehus, som fortæller om, hvilke reduktioner man påtænker at trække ned over hovedet på Djurslands indbyggere. Indholdet af samme skrivelse har undertegnede forelagt for en anden autoritativ kilde inden for området, som har givet brevskriveren fuldstændig ret i de fremførte betragtninger (vedkommende har dog ønsket at være anonym, men navnet og kompetencen er Idégruppen bekendt). Derfor vil jeg uden tøven lade skrivelsen fra den sygehusansatte være grundlag for resten af dette indlæg:
Den 24. september er beslutningen om Grenaa Centralsygehus fremtid taget.
Derfor: Skal der handles, skal det være nu, ikke bare nu, men lige nu.
For at have noget konkret at handle ud fra, vil jeg fremføre følgende:
Der skal spares 450 fuldtidsstillinger i amtet, hvilket bl. a. for Grenaa Centralsygehus medfører, at fødeafdelingen fjernes totalt fra Grenaa. Nærmeste fødeafdeling vil altså for Djurslandsmødre være Skejby eller Randers, hvilket indebærer en transport på ikke særlig gode veje af 1-2 timers varighed. Hvad vil der ske med den fødende, hvis moderkagen løsner sig?? Hvad nu, hvis der opstår andre komplikationer?….. Hvad mon et hjerneskadet barn koster samfundet pr. år?
Et dødfødt barn koster selvfølgelig ikke så meget ….
Hvordan er Djursland hjulpet, hvis det akutte beredskab også lukkes, hvilket der er tydelige planer om. Hvis skadestuen lukkes, skal tilskadekomne transporteres 60 km på veje, som ikke er i alt for god stand. Som ofre kan man forstille sig børn med feberkramper eller andre pludseligt opståede sygdomstilfælde, som hidtil er blevet behandlet/stabiliseret på betryggende vis inden patientens overførsel til videre behandling på specialafdelinger. De er nu henvist til at vente i over en time, før de kan komme i kontakt med en læge, der kan yde kvalificeret behandling. Det er yderst skræmmende.
Hvad med dem, der i vandområdet Grenaa bliver udsat for drukneulykker, og hvad med dem, der bliver udsat for arbejdsulykker på deres arbejdspladser, eller hvad med dem, der bliver udsat for færdselsuheld?
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at de nævnte eksempler vil koste menneskeliv i unødigt omfang, og det kan Djurslands befolkning og turister kort sagt ikke være tjent med.
I Århus og Randers med omliggende nærområde har man stadig korte afstande til effektiv sygehushjælp, desuden har man i Århusområdet lægeambulancer med kvalificeret personale og moderne hjælpemidler, som muliggør, at en behandling kan sættes i værk allerede på skadesstedet (i livstruende situationer er hjælp inden for de første 10 min. af afgørende betydning), men for Grenaas vedkommende vil amtet altså uden videre gå med til, at en time er godt nok for dem, der bor på Djursland!!!??? Hvad og hvem tænker man egentlig på i amtet?
Hvis de planlagte reduktioner bliver gennemført, vil det yderligere efter kort tid være umuligt at få etableret et præhospitalsberedskab, simpelthen fordi der ikke vil være læger i Grenaa, der kan udføre disse ting. De vil være rejst væk fra området.
Man taler i præhospital sammenhæng om "Den gyldne time", hvilket vil sige, at en behandling/undersøgelse inden for den første time efter et alvorligt "skadesudbrud" er den vigtigste faktor for overlevelse og for mindskning af risikoen for varige mén. Men denne mulighed skal åbenbart fratages os.
Hvis Grenaa Centralsygehus kun skal foretage små planlagte operationer, såsom ambulante operationer og andre ting i småtingsafdelingen, bliver det umuligt at fastholde kvalificerede og kompetente læger og sygeplejersker.
At nedlægge den "akutte funktion" på Grenaa Centralsygehus vil uden tvivl komme til at koste menneskeliv. Der overflyttes godt nok patienter fra Grenaa til specialafdelinger på andre sygehuse, men det gøres først efter en grundig undersøgelse og en iværksat livreddende behandling. Man kører i et ordnet samfund nemlig ikke med en ustabil og dårlig patient i over en time for at få vedkommende under kvalificeret behandling. Eller gør man??
Man kan i hvert fald konstatere, at den eneste vinder i sammenhængen er Falck. Til gengæld vil denne organisation "æde" så meget af kassen, at besparelserne, som man dybest set er ude efter, vil være problematiske.
Tag i øvrigt i betragtning, at befolkningstallet i sommerhalvåret er betydeligt forøget. Sygehuset oplever i dette halvår en periode en betydelig aktivitet på skadestuen og omkring begrebet akutindlæggelser.
Idégruppen må her også påpege, at mange af byens virksomheder er flyttet hertil i tillid til, at der findes et lokalt sygehusvæsen, der er i stand til at håndtere de problemer, der kan opstå i forbindelse med deres ansatte, hvad enten det drejer sig om generelle sygdomme eller arbejdsulykker. Hvis de ovenfor nævnte planer gennemføres, vil det betyde, at eksisterende virksomheder kunne tænkes at tage deres tilstedeværelse i Grenaa Kommune op til fornyet overvejelse, i hvert fald vil det betyde, at det kan blive yderst vanskeligt at tiltrække nye virksomheder til et område, som i bund og grund begynder at føle sig marginaliseret, dels på grund af manglende trafikforbindelser og ordentlige veje, dels på grund af et skrantende sygehusvæsen.
Hvis man indfører de ovenfor nævnte reduktioner, er det indlysende, at man lukker hele Grenaa Centralsygehus ned om få år.
Kære politikere, tror i virkelig, at det er det, Djurslands befolkning ønsker? Husk på, at I er valgt til at varetage BEFOLKNINGENS INTERESSER OG IKKE TIL AT FINDE DE NEMMESTE OG MEST TRADITIONELLE LØSNINGER.
Djurslands befolkning vil ikke bare sidde tilbagelænet og "lade tingene ske". Vi, der bor på Djursland, har også ret til at få en kvalificeret og effektiv behandling, når uheldet er ude. Det kan umuligt være dem, der har bosat sig i Århus/Randers området, der skal have fortrinsret. Århus har tre sygehuse, der kan servicere området, Djursland har snart ingenting.
Yderligere står de ansatte på Grenaa Centralsygehus og undrer sig. Som de selv siger:
"Ja, vi undrer os som ansatte.. Måske oplever vi, at vi står uden arbejde om kort tid p. gr. af besparelser. Men samtidigt kan vi i øjeblikket skrive os op til tredobbelt betaling, hvis vi deltager i lørdagsoperationer. Det er det såkaldte "Ventelisteprojekt". Spørg om vi er desillusionerede.
Når vi selv spørger, får vi svaret: "Det er ikke samme kasse, der betaler".
Vel er det så. Det er vores skattekroner, der øses ind i en uholdbar "hovsaløsning"."
Skrevet af Preben Mortensen og indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Jørgen Lund, begge på vegne af Idégruppen Grenå

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002