Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 13-09-02
Giv en hånd - stop svineriet!!

Så nærmer dagen sig, hvor det er vigtigt, at også du og din familie møder op på ét af de her nævnte indsamlingssteder i vores område. Der er morgenkaffe kl. 9.30, og selve oprydningen foregår fra 10-13 søndag d. 15. september.

banner-final-merged.jpg (7575 bytes)

"Stop svineriet
I løbet af sommeren har TV2/Østjylland fokuseret på det henkastede affald, der skæmmer bybilledet og naturen med kampagnen "Stop svineriet". I TV har vi set, hvordan mange borgere har et meget afslappet forhold til at tilsvine vores fælles omgivelser.
I Nørre Djurs Kommune gør vi en del i det daglige, for at der skal være pænt og rent. Vi bruger tid på oprydning langs vejene. I forsommeren foretager vi strandrensning og i turistsæsonen tilses strandene dagligt. Vi har opstillet affaldsbeholdere langs med vore badestrande, cykelstier og veje, og folk er generelt flinke til at bruge dem.
På genbrugsstationen kan der afleveres storskrald uden for normal arbejdstid og i weekends, så det er ikke svært at komme af med sit affald på legal vis.
Alligevel har vi alle set affald, der er smidt i grøftekanter, skovbryn og andre steder, hvor det skæmmer omgivelserne, men det skal være slut nu.
Nørre Djurs Kommune er med i kampagnen "stop svineriet". Dagligvarebutikkerne i Nørre Djurs står for planlægning og afvikling af kampagnen, og skolerne tyvstarter ved i ugen op til kampagnedagen at gå aktivt ind i oprydningen.
Alle opfordres til at bakke op om initiativet og deltage i oprydningen den 15. september 2002 fra kl. 10 - 13, hvor vi hjælper hinanden med at gøre rent i Nørre Djurs Kommune.
Nørre Djurs Kommune opfordrer alle til at møde op ved en af de nedennævnte 7 dagligvarebutikker, hvor der udleveres sække til indsamling af affald, og hvor de fyldte sække igen kan afleveres i containeren. Det kan være en god idé at medbringe handsker.
Mød op allerede kl. 9.30, hvor der er morgenkaffe og rundstykker til de aktive ved alle mødesteder, og når kampagnen slutter kl. 13 er der forfriskninger til alle.
· Focus Ramten, Huldremosevej 17
· Dagli´Brugsen Ørum, Åbrovej 61
· Dagli´Brugsen Fjellerup, Strandvejen 8
· Dagli´Brugsen Bønnerup, Bønnerupvej 12
· Lokal Brugsen Gjerrild, Stokkebro 77
· Superbrugsen Glesborg, Glesborg Bygade 54
· Dagli´Brugsen Voldby, Dolmervej 2.

Der kan være variationer i aktiviteterne ved mødestederne i form af overraskelser og underholdende indslag.
Aktive, der kunne tænke sig at hjælpe med planlægning og afvikling af kampagnen eller bidrage med underholdning, musik m.v., er velkomne til at henvende sig i ovennævnte dagligvarebutikker.
Oplysninger om arrangementer holdes løbende opdateret og findes på www.tv2oj.dk eller oplyses ved henvendelse til dagligvarebutikkerne eller Nørre Djurs Kommune."
Skrevet af vicekommunaldirektør Søren Brixen i Nyhedsbrev nr. 2 fra Nørre Djurs Kommune

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002