Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 09-12-2002
Klubben Mosefolket stiftet

Vi bragte forleden nyheden om, at den lille flok af seniorer, som i længere tid er mødtes hver tirsdag i Tørvecaféen for at udveksle minder om tidligere tiders håndværk, nu har organiseret sig som en rigtig forening. Det skete i tirsdag, og hér kan du læse et referat fra den stiftende generalforsamling:

"Klubben Mosefolket har holdt stiftende generalforsamling på Stenvad Mosebrugscenter. Klubben Mosefolket er en forening af seniorer, der har tilknytning til Mosebrugsmuseet, og som udfører praktiske opgaver i museets tjeneste. Gruppen mødes hver tirsdag ved stambordet i Tørvecafeen.
En halv snes seniorer var mødt frem tirsdag eftermiddag, og efter at forslaget til vedtægter var gennemgået og revideret, blev klubbens første bestyrelse valgt.
For to år valgtes Kirsten Westergaard og Karl Pold, for et år valgtes Poul Hoppe. Som suppleanter valgtes Mimi Sørensen og Knud Kristensen.
Generalforsamlingen vedtog at opkræve et årligt kontingent på 10 kr. pr. medlem, beløbet forfalder umiddelbart før den årlige julefrokost.
Klubben Mosefolket har allerede penge i kassen, idet la Cour-Fonden efter ansøgning har sendt en check på 5.000 kr. Det er tanken, ud over den ugentlige arbejdsindsats, også at foretage ekskursioner til lignende museer i ind- og udland.
Den nyvalgte bestyrelse konstituerer sig senere."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt på vegne af Klubben Mosefolket af Lise Bomholt fra Stenvad Mosebrugscenter

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002