Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 09-12-2002
Symaskiner til Afrika

Ude i Emmelev bor kernen af Mellemfolkeligt Samvirke (MS Djursland), og herfra har man i mange år på tværs af skiftende holdninger i den officielle støtte til u-landene holdt stædigt fast i små og overskuelige projekter. Ét af dem har Svenn Strunk skrevet om i Grenå Bladet, og den artikel bringer vi i dag.


symaskiner 4 fv.jpg (18362 bytes)


Billedtekst: Midt i arbejdet med symaskinerne fik Hadi besøg fra Tanzania af trommespilleren og tækkemanden Ng`wenhwandege, som gæstede MS Djursland ved Knud Erik Asak og Sander Nielsen fra Emmelev.


""De skal være i orden, når jeg er færdig med dem. Men så kan de også holde de næste 40-50 år", fastslår afghanske Hadi om de seks hånd- og pedaldrevne symaskiner på hans lille værksted i Røde Kors-flygtningelandsbyen i Grenå.
Det er hæderkronede mærker: Singer, Husqvarna og Naumann, bygget i solide materialer af støbejern, stål og messing.
Maskinerne er donerede af Grenå Kommune (og venner på Djursland) og står nu foran en længere rejse til en teknisk skole i Tanzania, i et samarbejde mellem kommunen, Mellemfolkeligt Samvirkes Djurslandsgruppe og Danidas forsendelses- og renoveringspulje.
I Tanzania vil maskinerne komme til at snurre på en lille teknisk skole i det nordlige maasai-område, hvor de vil indgå som en del af et årskursus i ernæring, børnepleje og praktisk træning for lokale kvinder.
Hadis fulde navn er Abdul Hadi Saghzi, men i flygtningelandsbyen kalder alle ham ved mellemnavnet Hadi. Mest kendt er han dog uden tvivl, fordi han tog opgaven med at renovere symaskinerne.
Engang for ikke så længe siden stod Hadi dagligt med hænderne dybt begravet i lastbiler, firehjulstrækker og personbiler i alle afskygninger af vedligeholdelse.
Motorblokke, stempeltræk, donkrafte og svære grejer var en del af hverdagen for ham, som for alle andre automekanikere.
Men omgivelserne var ikke normale. Det var Afghanistan. Et land, der under lider under 20 års ufattelig blodig krig. Derfor kom Hadi hertil som flygtning.
"Som automekaniker kan jeg selvfølgelig også finde ud af symaskiner. Selv om jeg ikke har repareret dem før, så kender jeg jo godt maskinerne. Men det vigtigste er to ting: For det første kan jeg hjælpe andre. For det andet har jeg noget at lave. Det er en rigtig god idé, som jeg er glad for at være med i," fastslår Hadi.
Det kan tilføjes, at samarbejdet mellem Grenå Kommune og Mellemfolkeligt Samvirke har flere år på bagen, med det første store arrangement tilbage i 1994, hvor der blev afholdt en 14 dage lang international arbejdslejr for unge."
.
Skrevet af Svenn Strunk i Grenå Bladet d. 10. september
Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002