Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 09-10-2002
Kort om budgetbehandling

Vi skylder læserne en melding om den fortsatte behandling af kommunens budgetter. Forleden blev der som bekendt afholdt budgetseminar, og vicekommunaldirektør Søren Brixen fortæller til NetNyt, at det i store træk blev en yderst konstruktiv snak.

På vores temaside kan du som bekendt se, hvilke budgetblokke, de enkelte udvalg har besluttet sig for at benytte sig af, og de beslutninger bliver stort set fulgt.
Udover det var der temamøde om arbejdsmarkedsområdet i sidste uge, og et tilsvarende er på trapperne ang. ældreområdet. På de 2 områder skal der sammenlagt spares 818.000 kr., og for øjeblikket ligger det til, at politikerne vælger at lade de ældre i fred og lader arbejdsmarkedområdet stå for skud. Om politikerne har besluttet sig for præcist hvilke tiltag, det kommer til at ramme, håber vi at kunne fortælle om én af dagene.
En glædelig ting kan vi fortælle fra Børne- og Kulturudvalget, nemlig at de planlagte besparelser på fripladser til SFO ikke bliver til noget.
Fra Økonomiudvalget kan vi fortælle, at et mindretal bestående af socialdemokraten Birthe van den Bos og Malte Larsen fra Nørre Djurs Listen foreslår en stigning i grundskylden fra de nuværende 20 til 24, for ad den vej at undgå nogle af de mest pinagtige besparelser. Det kan nemlig godt lade sig gøre for de 5 kommuner, der er havnet i Indenrigsministeriets særlige klub for fattige kommuner. Det samme gælder skatteprocenten, men så vidt det er redaktionen bekendt indebærer det, at den bliver sat ned igen den dag, kommunen slipper fri af Indenrigsministeriets overvågning.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002