Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 09-10-2002
Daghøjskolen på arbejde i Hytten

Forleden præsenterede vi læserne for Bente Laursen i anledning af western-ridestævnet på Hyttenvej. Nu har hun fået holdet på Daghøjskolen i Stenvad til at henlægge deres næste projektperiode til rideklubbens stald, der trænger til en kærlig hånd.

09090008.jpg (6251 bytes) 09090009.jpg (5274 bytes)

Bente Laursen fortæller til NetNyt, at hun er startet på efterårsholdet på Daghøjskolen for at få klarhed på sin fremtid på arbejdsmarkedet, efter at hun har måttet opgive sit hidtidige job som sundhedsassistent p.g.a. en arbejdsskade. Oprindeligt er hun fynbo, men for 1½ år siden rykkede hun teltpælene op og købte sammen med kæresten Kurt det sted på Hyttenvej, der i flere år har tilhørt Dan Ib Carlsen. De 2 fortsætter nu det klubarbejde med western-ridning, som forgængeren oprindeligt startede.
Nu har Bente Laursen fået den idé, at hun gerne vil lave sig en fremtid ved at forene sit store kendskab til både heste og handicappede. Hun kunne godt tænke sig at skabe et sted, hvor hun kunne hjælpe handicappede til at få et fortroligt forhold til heste og lære dem at ride. Hun ved godt, at den nødvendige renovering og udbygning af stalde kommer til at koste mange penge, men med en nærboende fund-raiser ved hånden er det hendes plan at gå til forskellige fonde for at skaffe i alt fald noget af den nødvendige kapital.
På Daghøjskolen er der som bekendt indlagt projektforløb af 3 ugers varighed bl.a. for at træne gruppesamarbejde, og da elever og lærere i sidste uge skulle vælge mellem flere projektforslag, trak Bente Laursen det længste strå. Hendes forslag gik ud på at lade holdet stå for at give staldbygningen en kærlig hånd med kalkning og maling, så det præsenterer sig bedre, når Bente Laursen i løbet af vinteren skal i gang med at lave ansøgninger.
Daghøjskoleholdet har allerede fået sponsoreret materialer og værktøj af forskellig slags fra Steen Præst og Fjellerup Byggemarked. Imidlertid står man stadig og mangler maling og pensler, så har nogen af vore læsere lyst til at hjælpe projektet, kan Bente kontaktes på tlf. 86 38 27 27.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002