Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-09-2002
Landdistrikternes Uge 2002

I uge 42 er Landsforeningen af Landsbysamfund (LAL) primus motor i en landsdækkende uge med fokus på livet i landsbyerne. De har sendt os følgende skrivelse vedr. arrangementet:

"Programmerne er begyndt at komme, der er nu landsbyer med fra fem amter: Fyn, Ringkøbing, Viborg, Århus og Storstrøms Amt.
Landsbyerne sender deres programmer ind, som de laver i samarbejde mellem foreninger i området. Landsforeningen Af Landsbysamfund koordinerer arbejdet. Som optakt har vi taget kontakt til mange store foreninger om samarbejde. Flere af dem har i deres medlemsblade opfordret landsbyfolk til
at gå med i Landdistrikternes Uge og vise frem, hvad man laver i en levende landsby - DGI og 4H, f.eks. Der er plads til mange landsbyers deltagelse.
Lad byfolk komme ud og se - eller lad de lokale se alt det, man ikke oplever til hverdag af virksomheder, huse til salg, korsang eller lokale produkter til salg i forsamlingshuset eller det gamle mejeri - som i Errindlev.
I Uge 42 er der åbne landsbyer mange steder i landet. Landsbyerne deltager i Landdistrikternes Uge. Det første program var fra Linde i Struer, så kom Hevring, Errindlev, Ørbæk landsbyerne og tre landsbyer på Mors. Sønderho er på vej sammen med mange andre. I Ørbæk kommune har alle landsbyerne besluttet at være med i år. Der bliver i den lille landkommune et program så omfattende, at man sagtens kan bruge det som idekatalog til sin egen åbne landsby. 10 landsbyer deltager! Hver med sit selvvalgte program.
Hele programherligheden kommer på www.lal.dk <http://www.lal.dk> sammen med alle de andre
programmer i september. De første kommer på d. 5. september til inspiration og lokkemad til en tur ud i landet.
Her er nogle af programpunkterne fra Ørbæk: Besøg på landets eneste uldspinderi, samlet hobbytingudstilling, Landsby-åbent tilbud i alle
forretninger i landsbyerne i ugen, besøg hos en bygmester af finske masseovne - og på et landbrug, der har stamgæster fra de andre gange,
Svindinge har deltaget. Der er åben kommune, hvor alle udvalgsformændene vil være at træffe, og der er sørget for en guidet bustur rundt i kommunen, især rettet mod de nye borgere. Danmarks Kørelærercenter er også i Ørbæk kommune. Der åbner banerne for børn og andre på rulleskøjter og skateboard - og giver samtidig tilbud om teoriundervisning til bedsteforældrene!
Flyveklubben er med - og det er den også i Linde ved Struer. Der er faldskærmsklubben også med på flyvepladsen, og der skal være stort grundlovsmøde i Linde i Landdistrikternes uge. Både Linde, Hevring og Øster Assels på Mors har specielle programmer for børn, store og små, kom bare og se!
I Sønderho bliver der lejlighed til at være med til ringmærkning af fugle og klipning af får og filtning blandt andet! Og så nok en søndagsmatiné med kaffe og god musik.
Har I lyst at være med? Så send et program, stort eller lille til
barbar@lal.dk barbar@lal.dk>
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har givet mulighed for økonomisk støtte til de deltagende landsbyer. Det fordeles alt efter program."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Barbara Diklev for Landsforeningen af Landsbysamfund

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002