Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-09-2002
Nyhedsbrev nr. 2 fra kommunen

Fra Nørre Djurs Kommune har vi allerede modtaget nyhedsbrev nr. 2, som du kan læse hér:

 

Over én million kr. til det luftbårne Bredbåndsprojekt.

DjurslandS.net og Computer Bøvl-mijøet har for lang tid siden indsendt en ansøgning til det såkaldte Regionale Udvalg under Århus Amt, som fordeler EU støttemidler under det, man kalder mål 2 midler. Herunder er der en særlig pulje, der kan støtte infrastrukturen, og her var der i alt afsat 3.355.151 kr.

Ved førstebehandlingen af de indkomne ansøgninger blev der ikke tildelt støttemidler til etablering af DjurslandS.net luftbårne Bredbåndsprojekt, idet tilskud til forlægning af Hemmedvejen og evt. etablering af "Fleksibelt Vækst-Erhvervshus" på Bønnerup havn blev prioriteret højere og brugte alle støttemidler.

Efter at Nørre Djurs Kommune har trukket ansøgningen tilbage om tilskud til Hemmedvejen, er der frigjort midler. Det er derfor besluttet at indstille, at Bredbåndsprojektet bevilliges 719.000 kr. og i fald, at ansøgningen "Fleksibelt Vækst-Erhvervshus" i Bønnerup ikke opretholdes, så indstilles det, at Bredbåndsprojektet imødekommes med det maksimale ansøgte støttebeløb på i alt 1.207.800 kr.

Det hele afklares formentlig her i løbet af september måned.

Herefter vil indstillingen blive sendt til Erhvervs- og Boligstyrelsen, som er den instans, der endeligt godkender ansøgningen.

 JPJ

 

Kommunens ungdomsskoleinspektør

Ejgil Kjærgaard havde den 1. august 2002 40-års jubilæum som ansat ved Nørre Djurs Kommune.

Fra 1. august 1971 har Ejgil Kjærgaard været leder af Ungdomsskolen.

Ejgil Kjærgaard har gennem årene gjort et usædvanlig godt stykke arbejde med at få etableret "Danmarks Bedste Ungdomsskole" med landets højeste tilslutningsprocent. Han arbejder til stadighed med nye udviklingsprojekter for unge mennesker – specielt projekter om demokratilæring.

 

Også udlandet har nydt godt af hans alternative og udviklende tanker. I de baltiske lande er han et meget anerkendt navn, og han bliver flittigt benyttet som kursusarrangør, foredragsholder og leder af "fremtidsværksteder". Han har arrangeret mange udvekslingsbesøg for både elever og lærere.

Nørre Djurs Kommune har indstillet Ejgil Kjærgaard til Dronningens Fortjenstmedalje i Sølv. Medaljen vil blive overrakt af borgmesteren ved et arrangement fredag den 20. september 2002 kl. 14.00 i mødesalen på rådhuset i Glesborg.

FB

 

Fælles kommunalt projekt om specialundervisning og anbringelsessteder

Udgifter til specialundervisning og udgifter til anbringelsessteder for børn og unge er en meget tung udgiftspost for de mindre kommuner. For at søge at udnytte ressourcerne mest hensigtsmæssigt, er der taget initiativ til et samarbejde mellem de otte djurslandske kommuner.

Fællesprojektet skal munde ud i, at der bliver skabt et overblik over de eksisterende specialundervisningstilbud og anbringelsessteder i de otte kommuner, og derefter sammenholde det med de behov, kommunerne har.

Hensigten er, at kommunerne på tværs af kommunegrænserne kan henvise elever til eksisterende specialundervisningstilbud og anbringelsessteder, for på den måde at udvikle nye muligheder, så tilbuddene bliver så gode som muligt til den rigtige pris.

FB

 

Fælles Kommunalt projekt om tandreguleringsordninger

Der er indledt et samarbejde mellem fire kommuner (Rønde, Midtdjurs, Ebeltoft og Nørre Djurs Kommuner) om at få oprettet en fælleskommunal tandplejeordning (ortodontiordning).

Kommunen er forpligtet til at sikre, at alle børn og unge har adgang til gratis forebyggende behandlende tandpleje. Hidtil

 

 

er opgaven løst ved, at en fælleskommunal specialtandlæge har udført arbejdet ved at køre rundt i kommunerne til de kommunale klinikker.

Under de arbejdsforhold har det ikke været muligt at tiltrække uddannede specialtandlæger, og derfor samarbejdes der nu i de fire kommuner om at få etableret en central tandreguleringsklinik i Rønde.

FB

 

Temadag om arbejdsmarkedsforhold

Torsdag den 5. september 2002 skal der holdes temadag om arbejdsmarkedsforhold på Norddjurs Daghøjskole og Familieværkstedet i Stenvad.

Formålet med temadagen er at afdække, hvordan sammenhængen er mellem de enkelte arbejdsmarkedsområder - sygedagpenge – aktivering – revalidering – fleks- og skånejob, førtidspensioner m.m.

Temadagen skal også vise, hvordan opgaven løses nu, og hvor der eventuelt skal ske ændringer af de politiske målsætninger – blandt andet set i lyset af den besparelse, der sandsynligvis skal udmøntes inden for området i 2003.

Deltagerkredsen er politikere, forvaltning og projektmedarbejdere.

FB

 

Udstilling på Rådhuset

Indtil den 23. september 2002 bliver der udstillet billeder af en lokal kunstner, nemlig Ole Steenholm Henriksen fra Kni.

Ole Steenholm Henriksen er uddannet fra Kunstakademiets malerskole og begyndte sin karriere som billedkunstner på Kunstnernes censurerede Påskeudstilling. Han har siden haft mange udstillinger både i ind- og udland og har været scenograf på københavnske teatre.

Ole Steenholm Henriksen er med i projekt "Kunst i Østjylland", hvor hans værksted vil være åbent i oktober 2002.

FB

 

Shii-take i fjernsynet

Torsdag den 12. september 2002, kl. 19.30, viser DR 2 en udsendelse om morkler og shii-take-svampe. Udsendelsen er lavet i programrækken "Ude i naturen" og DR 2 besøger beskæftigelsesprojektet i Stenvad. Her

 

 

dyrkes shii-take svampe, og det vises i udsendelsen, hvordan man kan dyrke shii-take svampen på træstammer. Shii-take er en af de bedste spisesvampe, der findes, og sammenlignes med kantareller og Karl Johan. Navnet Shii-take er japansk efter

"shii"-træet og "take" er det japanske ord for svamp.

Shii-take kan kalde sig "kongelig hofleverandør". Fire kilo friske økologiske svampe fra Shii-take blev leveret til Hotel Randers og serveret under Dronningens besøg ved Randers Byjubilæum.

FB

 

Tilskud fra Landdistriktspuljen

Fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet har kommunen modtaget vejledninger og ansøgningsskemaer til brug ved ansøgninger til Landdistriktspuljen.

Formålet med Landdistriktspuljen er bl.a.

Foreninger, enkeltpersoner, selvejende institutioner kan søge om tilskud fra puljen, og vejledning og ansøgningsskemaer kan rekvireres fra Nørre Djurs Kommune.

FB

 

Indsamling af grenaffald i sommerhusområderne.

I uge 37 går Hedeselskabet i gang med grenindsamlingen i Fjellerup-Hegedal sommerhusområdet. I Bønnerup-Albertinelund sommerhusområdet opstartes i uge 38, og både Fjellerup og Bønnerup området påregnes afsluttet ved udgangen af uge 38. I Gjerrild Nordstrand og Selkær Mølle sommerhusområder indsamles der i uge 39.

Sommerhusejere, der ønsker grenflis, kan afhente den på følgende steder:

SB

 Stop svineriet

I løbet af sommeren har TV2/Østjylland fokuseret på det henkastede affald, der skæmmer bybilledet og naturen med kampagnen "Stop svineriet". I TV har vi set, hvordan mange borgere har et meget afslappet forhold til at tilsvine vores fælles omgivelser.

I Nørre Djurs Kommune gør vi en del i det daglige, for at der skal være pænt og rent. Vi bruger tid på oprydning langs vejene. I forsommeren foretager vi strandrensning og i turistsæsonen tilses strandene dagligt. Vi har opstillet affaldsbeholdere langs med vore badestrande, cykelstier og veje, og folk er generelt flinke til at bruge dem.

På genbrugsstationen kan der afleveres storskrald uden for normal arbejdstid og i weekends, så det er ikke svært at komme af med sit affald på legal vis.

Alligevel har vi alle set affald, der er smidt i grøftekanter, skovbryn og andre steder, hvor det skæmmer omgivelserne, men det skal være slut nu.

Nørre Djurs Kommune er med i kampagnen "stop svineriet". Dagligvarebutikkerne i Nørre Djurs står for planlægning og afvikling af kampagnen, og skolerne tyvstarter ved i ugen op til kampagnedagen at gå aktivt ind i oprydningen.

Alle opfordres til at bakke op om initiativet og deltage i oprydningen den 15. september 2002 fra kl. 10 – 13, hvor vi hjælper hinanden med at gøre rent i Nørre Djurs Kommune.

Nørre Djurs Kommune opfordrer alle til at møde op ved en af de nedennævnte 7 dagligvarebutikker, hvor der udleveres sække til indsamling af affald, og hvor de fyldte sække igen kan afleveres i containeren. Det kan være en god ide at medbringe handsker.

Mød op allerede kl. 9. 30, hvor der er morgenkaffe og rundstykker til de aktive ved alle mødesteder, og når kampagnen slutter kl. 13 er der forfriskninger til alle.

 

 

Der kan være variationer i aktiviteterne ved mødestederne i form af overraskelser og underholdende indslag.

Aktive, der kunne tænke sig at hjælpe med planlægning og afvikling af kampagnen eller bidrage med underholdning, musik m.v., er velkomne til at henvende sig i ovennævnte dagligvarebutikker.

Oplysninger om arrangementer holdes løbende opdateret og findes på www.tv2oj.dk eller oplyses ved henvendelse til dagligvarebutikkerne eller Nørre Djurs Kommune.

SB

 

Lukning af rådhuset den 23., 27. og 30. december 2002

Da helligdagene i forbindelse med jul/nytår år 2002 falder midt i ugen samt, at der kun er 3 enkelte arbejdsdage - placeret umiddelbart efter weekends eller helligdage - er det besluttet, at rådhuset er lukket for borgerbetjening - både ved personligt fremmøde og pr. telefon - ovennævnte 3 dage.

MC

Budget 2003

Kommunalbestyrelsen havde den 26. august 2002 budgetseminar. Der blev på mødet givet en grundig gennemgang af:

De faglige udvalgs behandling af de forskellige forslag blev drøftet. På baggrund af disse drøftelser fremsætter økonomiudvalget forslag til budget 2003-2006 til kommunalbestyrelsens 1. behandling den 12. september 2002.

SB

 

Fællesindkøb

På økonomiudvalgsmødet den 3. september 2002 blev der vedtaget en indkøbspolitik for Nørre Djurs Kommune. Indkøbspolitikken omfatter rådhuset og samtlige institutioner mv. Claus Løvbo har fået ansvaret for at etablere et fælles indkøbssystem, hvilket vil ske i samarbejde med lederne og de indkøbsansvarlige på de respektive institutioner mv.

SB

 

Telefonkultur og telefonomstilling

Vi vil i september måned tage fat på at beskrive, hvordan telefonkulturen skal være på rådhuset. De medarbejdere, som arbejder med telefonomstillingsopgaver, vil inden længe blive indbudt til at møde, hvor bl.a. "God telefonkultur" er på dagsordenen. På dette møde skal vi ligeledes drøfte, hvordan vi bedst løser de praktiske problemer, vi har som følge af, at telefonomstillingen skal gå på skift mellem rådhusets afdelinger/kontorer.

SB

 

 

Hovedudvalget

Den 28. august 2002 var der møde i Hovedudvalget. Hovedudvalget er øverste udvalg for udøvelse af medindflydelse og medbestemmelse i Nørre Djurs Kommune, herunder varetagelse af sikkerheds- og sundhedsområdet. På mødet blev kommunens økonomiske situation gennemgået og forberedelserne af budget 2003 diskuteret. Derudover blev der præsenteret et forslag til sundhedspolitik for Nørre Djurs Kommune, som blev bakket op af et enigt Hovedudvalg. Sundhedspolitikken skal nu til behandling i Økonomiudvalget.

SB

 

Økonomiudvalget

På mødet i Økonomiudvalget den 3. september 2002 blev de spareblokke, som er lagt frem af Det sociale udvalg, Børne- og Kulturudvalget og Udvalget for Teknik og miljø, behandlet. Der var enighed om langt hovedparten af spareblokkene, som nu vil indgå i det forslag, der skal behandles under Kommunalbestyrelsens 1. behandling af budget 2003 den 12. september 2002.

SB

 

 

Cykelsti Glesborg-Hemmed

Udvalget for Teknik og Miljø godkendte på møde den 29. august 2002 skitseprojekt for cykel-/gangsti langs Hemmedvejens vestlige side fra Glesborg til Hemmed.

Hvis kommunalbestyrelsen godkender projektet, anlægges stien som en dobbeltrettet cykel- og gangsti med start i Glesborg efter Brugsens udkørsel til Hemmedvejen og slutter umiddelbart før Hemmed by.

Projektet koordineres med etablering af fjerntransportledning fra Kastbjerg til

Hemmed og forventes færdigt efterår 2003.

 

Telebus

Nørre Djurs Telebus er et tilbud til alle borgere og gæster om kollektiv busbefordring inden for Nørre Djurs Kommune samt til og fra Grenaa. Ordningen kører indtil videre som forsøg i perioden september 2002 til august 2004.

På telebusruterne transporteres passagererne mellem kommunens landområder og enten Glesborg eller Grenaa. I landområderne afhentes og bringes passagererne på alle veje, så vidt det er muligt, mens der i Glesborg og Grenaa er faste stoppesteder.

Telebussen er en 8 personers minibus med kørestolslift.

En tur med Telebussen bestilles hos chaufførerne på tlf. nr. 51 50 00 77.

SB

 Nyhedsbreve udsendes til:

Pressen og kommunens politikere og institutioner og er endvidere tilgængelige på kommunens hjemmeside www.nr-djurs.dk og Intranet.

 

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002