Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 04-09-2002
Popstars fra Nørre Djurs!!

Deres hårdtprøvede redaktør måtte sluge op til flere kameler, da han af husets teenager blev overtalt til at sætte sig ned i aftes og se det første af TV2`s nye runde af seersucces`en fra sidste år, Popstars.
Sønnen deler ellers faderens opfattelse af, at musik skal komme fra hjertet og har heller ikke meget fidus til den måde, dette program skaber kalkulerede succes`er på.
Men nok om det - der var en ganske bestemt grund til, at familien var samlet om fjernsynet: 3 unge med tæt tilknytning til Nørre Djurs havde meldt sig til konkurrencen, der i år går efter at finde en solist og ikke en gruppe som sidste år. 2000 håbefulde talenter (mest unge) stillede op til audition for i udsendelsens første runde at blive mellem de 92, der går videre til næste uges program. Og sådan går det ellers slag i slag, indtil den endelige popstar er fundet.
Det var rent ud sagt til at blive helt patriotisk over, at alle de 3, der bl.a. har fået deres musikalske opdragelse i Nørre Djurs Musikskole og i Ørum Ungdomsskole, gik videre til næste omgang - for der er lige præcis så meget ægte talentpleje i programmet, der bl.a. har den sympatiske Søren Sko som dommer, at der virkelig er grund til at være stolte af, at den nørre djurske ungdomskultur har skabt 3 talenter, der alle blev udvalgt.
Så vi er glade for her på Nørre Djurs NetNyt at sige pøj-pøj til Jon Nørgaard, Daniel Saroori og Benjamin Buus, hvoraf sidstnævnte ganske vist bor på den anden side af kommunegrænsen ved Nørager, men ligesom Daniel var med i Ørum Ungdomsskoles opsætning af musicalen Hair sidste år. Og den gamle redaktør er allerede så småt ved at indstille sig på at hænge på også i næste uge!

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002