Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 03-09-02
Mindeord om Knud Buch

I dagens udgave af Randers Amtsavis har vi fundet følgende mindeord fra den nærmeste familie til Knud Erik Buch fra Fjellerup, der døde i sidste uge efter en ulykke ved Vivild, vi omtalte for nogen tid siden:

”Kære Knud.
Vi har med sorg modtaget meddelelsen om din alt for tidlige og meningsløse død.
Du var glad for livet, for din familie, dine børn og børnebørn.
Du nød tilværelsen, kunne lide at pusle om hus og have, var altid festlig og i godt humør.
Der ville stadig ha` været mange gode og oplevelsesrige år til dig, hvor du kunne glædes over de oplevelser, som livet har givet dig, og som det stadigvæk havde til dig.
Vi så dig sidste gang d. 30. juli i godt humør, og du så frem til din 70 års fødselsdag i oktober, en god anledning til at samle hele familien. Men du nåede ikke at føje den til en af dine gode oplevelser.
Du var på vej hjem fra en hyggelig aften, hvor du havde set billeder og hørt nyt fra Canada, da en medtrafikant krydsede dit spor, og det er for os alle så meningsløst og uforståeligt, at du nu er draget ud på din sidste rejse.
Vore tanker går til Krista, dine døtre, svigersønner og børnebørn.
Du vil blive savnet – æret være dit minde!”

Skrevet på familiens vegne i Randers Amtsavis af Britta og Finn Laursen, Rævebakken 15, Hobro

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002